Risikerer kemo resten af livet

Fitness-guruen Anne Bech er hårdt ramt af kræft i binyren, men var stadigvæk på pletten til det store indsamlingsshow 'Knæk Cancer'

Datteren, Caroline, var med, da Anne Bech trådte ud på den røde løber. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Datteren, Caroline, var med, da Anne Bech trådte ud på den røde løber. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Hvis man skulle være i tvivl, er Anne Bech tydeligvis en dame med ben i næsen.

I foråret fik den kendte træner og kostvejleder konstateret kræft i binyren, og hun har siden været hårdt påvirket af den efterfølgende kemobehandling, hun har modtaget. Det forhindrede hende dog ikke i at troppe op til TV2's store indsamlingsshow 'Knæk Cancer' lørdag aften.

- Jeg er lige blevet scannet i sidste uge, og der er en lille bedring, men den er desværre ikke så stor, som jeg gerne vil have, fortæller hun og afslører også, at hun muligvis skal have kemo resten af livet.

- Lige nu kan det ikke opereres væk, så det er simpelthen bare kemo derudaf, indtil vi ved, hvad der ellers skal se.

Se også: Anne Bech ramt af kræft

'Alt er på stand-by'
Efter sin diagnose har den ellers altid aktive Anne Bech skulle vænne sig til en tilværelse, hvor det er helt umuligt at lave nogen aftaler eller lægge planer.

- Alt er på stand-by. Jeg kan dårligt planlægge at være her i aften. Jeg har været på hospitalet i dag og fået blod, så det er faktisk helt umuligt at planlægge bare én dag ad gangen. Vi kører efter et par timer. I otte-ti måneder har jeg ikke kunnet planlægge mere end et par timer ad gangen, siger hun.

På trods af den hårde medfart har Anne Bech på ingen måde mistet gejsten. Hun tager livet én dag ad gangen og nyder de små sejre.

- Jeg har det efter omstændighederne godt. Jeg har pause i kemo lige nu, og det gør, at jeg har fået lidt mere overskud. Jeg har virkelig, virkelig været hårdt ramt, siger hun.

- Det har desværre den bivirkning for mig, at min blodprocent bliver helt vildt lav. Så jeg har virkelig været meget indlagt og fået meget blod.

Se også: Julefit med kendistræner - Sund marcipan

Datter var med
Anne Bechs lille datter, Caroline, var også med på den røde løber lørdag aften, og det er der ifølge den stolte mor en helt naturlig årsag til:

- Caroline har været ret meget med i det hele, og hun er meget stærk. Måske også lidt for stærk - efter hendes mors smag - i forhold til hvad der er godt for hende, fortæller hun.

- Hun klarer det utroligt flot, så det føles helt naturligt at have hende med.

Anne Bech har ud over sit arbejde som personlig træner udgivet flere bøger - blandt andet 'Stærk, let og mæt' og 'Spis dig FIT'. Hun arbejder desuden som foredragsholder og skribent. Derudover har hun medvirket i flere tv- og radioprogrammer om sundhed og træning.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere