'Rita'-stjerne: - Jeg blev besat

Trods international opmærksomhed er Nikolaj Groth bevidst om, at branchen er hård som ung og uprøvet

Nikolaj Groth var kun 17 år, da de begyndte optagelserne til 'Rita' på TV2. Foto: Bo Nymann / Her og nu
Nikolaj Groth var kun 17 år, da de begyndte optagelserne til 'Rita' på TV2. Foto: Bo Nymann / Her og nu

Den fremadstormende skuespiller Nikolaj Groth var blot 16 år gammel, da han landede en af de bærende biroller i successerien 'Rita' som sønnen Jeppe.

Nu - ti år senere - nærmer serien sig sin slutning, og det er vemodigt for den 26-årige autodidakte skuespiller. Det var nemlig nærmest den første rolle, han landede på film og tv, og dermed er det også en afsked med det, som har kickstartet hans karriere.

- Jeg håber, at det er første kapitel for mig, og er jeg heldig, er det bare starten. Men hvis jeg er uheldig, er det slutningen.

- Det er det, der er så fedt og samtidig så skræmmende ved skuespil: At jeg ikke aner, hvad pokker jeg laver om et halvt år, siger han.

Se også: Siger farvel til Rita

Blev besat
Nikolaj Groth er med egne ord ikke født skuespiller. Han kommer ikke fra en kunstnerisk baggrund, men det har altid været der, at han har fundet sin frihed.

- Som yngre blev jeg bidt af at se film til langt ud på natten i stedet for at lave lektier. Jeg tror, det blev en måde at forsvinde på. At kunne give sig hen i et andet univers, så man kunne slippe for at tænke på alt det, man skulle nå, de problemer, der var, og hvad end der ellers var at deale med, fortæller han.

- Jeg blev så besat af det, at jeg bare tænkte: 'Det der skal jeg bare være en del af en dag'.

Det blev han.

Nikolaj Groth har spillet rollen som Ritas søn Jeppe i TV2-succesen 'Rita'. Foto: Philip Davali
Nikolaj Groth har spillet rollen som Ritas søn Jeppe i TV2-succesen 'Rita'. Foto: Philip Davali

Men det var med svedige håndflader og skælvende knæ, at han stod på scenen for allerførste gang til en skolekomedie i 8.-9.-klasse.

Faktisk var han sindssygt sceneskræk, men adrenalinen overdøvede nerverne, og Nikolaj Groth gik på.

- Det var en helt vild oplevelse, jeg havde i kroppen bagefter - jeg fandt ud af, at jeg ikke døde af det.

- Jeg følte, at når først jeg havde prøvet at stå og synge og danse på en scene, så kunne jeg det hele.

Se også: Søs er ny i 'Rita': Har ikke fulgt med

'Go for it'
Men det var der ikke alle, der syntes, at han kunne.

Faktisk blev han bedt om at pakke det væk.

- Jeg har gået på ret mange skoler, og der var en del lærere, der lidt prøvede at tage det fra mig og bede om at lægge komedien på hylden og i stedet udelukkende fokusere på skolen. Det ændrede sig først, da jeg kom i gymnasiet, siger Nikolaj Groth og fortsætter:

- Min dramalærer i 1.g var den første og eneste, der sagde: 'Go for it!' Det var meget stort for mig at høre, for jeg elskede jo drama, men alle andre sagde jo, at det var noget, jeg kunne lave lidt i frikvarteret.

Gymnasielærerens opfordring fik en ung Nikolaj Groth til at gå til casting på et eksperimenterende stykke på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg.

En af forestillingerne overværede en caster, som inviterede Nikolaj Groth til casting på rollen som Ritas yngste søn, Jeppe, og herfra gik det stærkt.

Nikolaj Groth var gennem fire castinger - blandt andre med de skuespillere, som spiller hans søskende i serien og ikke mindst med Mille Dinesen, som indtager titelrollen i 'Rita'.

Se også: Mille Dinesen er blevet single

Sidste sæson af 'Rita' kan i øjeblikket ses på TV2 og TV2 Play. Foto: Martin Juul/TV2/Free
Sidste sæson af 'Rita' kan i øjeblikket ses på TV2 og TV2 Play. Foto: Martin Juul/TV2/Free

Usikker
Han var blot 17 år, da optagelserne gik i gang over for rutinerede navne som Sara Hjort Ditlevsen, Peter Gantzler og førnævnte Mille Dinesen.

- Jeg kan huske, at jeg var ret fokuseret på ikke at afsløre, at jeg ikke kunne så meget eller havde så meget erfaring, men foregive, at jeg havde styr på det. Jeg var jo super usikker og anede ikke, hvad jeg lavede.

Ligesom skuespillets dna måtte Nikolaj Groth 'lade som om'.

- Det har krævet rigtig mange timer at terpe manuskriptet og give det liv, det fortjener, så jeg er gået til det med ret meget ærefrygt, siger han.

- Men efter jeg er kommet ind på livet af mange etablerede navne, dygtige skuespillere og kolleger, har jeg fundet ud af, at de også kan være på bar bund nogle gange. For man lærer rigtig meget af hinanden, og det gør jeg også.

Selv om han ikke er uddannet skuespiller, er hans talent ikke overset af branchen. Nikolaj Groth har været nomineret til en Robert-statuette for Bedste Mandlige Birolle og til tv-prisen Den Gyldne Nymfe ved den internationale tv-festival i Monte Carlo.

Nikolaj Groth spillede en af hovedrollerne i filmen 'En-to-tre-nu! fra 2016. Foto: Philip Davali
Nikolaj Groth spillede en af hovedrollerne i filmen 'En-to-tre-nu! fra 2016. Foto: Philip Davali

Siden rollen i 'Rita' har Nikolaj Groth medvirket i film som 'Fasandræberne' og 'Mens vi lever' og fik sin første hovedrolle i dramaet 'En-to-tre-nu!'

- Det kan jo godt se godt ud, når man kigger tilbage. Jeg har haft job og været heldig at lave forskellige ting på både film, tv og teater, men jeg er så selvkritisk.

- Jeg vil gerne lave endnu mere, og så tænker jeg tit på alle de roller, jeg ikke har fået.

Afslag
Trods sin succes er det endnu ikke lykkedes ham at komme gennem nåleøjet og optagelsesprøverne til teaterskolerne herhjemme.

- Jeg har forsøgt og fået afslag et par gange. Det er været frustrerende, men jeg er roligere nu, siger han og uddyber:

- Jeg har også spillet sammen med folk, som lige er kommet ud fra teaterskolerne, og nærmest står samme sted, som jeg gør nu, men først skal til at etablere et netværk. Der er jeg ret heldig, at jeg allerede har en fod inde i branchen. Men det er klart, at mange af de værktøjer man får på teaterskolen, ville være så fede at få.

Heldigvis kan han bruge samme indstilling, som Rita og Jeppe-karakterne har.

- Den super kærlige måde man går til andre mennesker og til livet på, og samtidig have den indre rebel er noget, jeg prøver at tage med mig, selv om det godt kan være lidt svært.

- Nogle gange når jeg ikke synes, at alt spiller i mit eget liv, så er det dejligt at putte Rita eller Jeppe-brillen på og gå til udfordringerne med den fandenivoldskhed, de har.

'Rita' vises i øjeblikket på TV2 og TV2 Play. Mens Mille Dinesen indtager titelrollen, kan Ellen Hillingsø, Carsten Bjørnlund og Lise Baastrup ses i de øvrige bærende roller.