Robert Hansen bekræfter: Den er god nok

- Jeg er smaskforelsket, lyder det fra den glade skuespiller

Robert Hansen har fundet kærligheden midt i en coronatid. Foto: Ritzau Scanpix
Robert Hansen har fundet kærligheden midt i en coronatid. Foto: Ritzau Scanpix

Da Robert Hansen lørdag på Instagram offentliggjorde et billede, hvor han var i kærlig nærkontakt med en kvinde ved navn Nanna Desiree Eltong Heding, begyndte spekulationerne om, hvor vidt han var i et nyt parforhold, straks at rumstere.

At der var tale om kærlighed, var der dog ingen tvivl om, hvis man kastede et blik på de medfølgende hashtags.

'Kærligheden kalder', 'Når man mindst venter det' og 'Forelsket', stod der skrevet ved opslaget.

Om der var tale om en flirt eller en ny kæreste, var dog uvist, men til Ekstra Bladet svarer den 40-årige skuespiller nu i en sms på spørgsmålet om, hvorvidt han er i et nyt parforhold.

Robert Hansen er smaskforelsket i sin Nanna, oplyser han til Ekstra Bladet. Foto: Anthon Unger
Robert Hansen er smaskforelsket i sin Nanna, oplyser han til Ekstra Bladet. Foto: Anthon Unger
 

Smaskforelsket
'Ja, den er god nok. Jeg er smaskforelsket,' lyder den kortfattede besked fra Robert Hansen, der for en god ordens skyld har tilføjet et rødt hjerte og en forelsket smiley til sin besked.

Opslaget på Instagram er bestemt ikke gået ubemærket hen. I skrivende stund har det fået flere end 5600 likes.

Desuden har flere end 150 kommenteret den kærlige nyhed og lykønsket det nye par.