Rørt tv-vært: - Det er virkelig voldsomt

Cecilie Hother er gravid igen, efter hun og manden mistede deres ufødte søn tilbage i marts

Cecilie Hother venter et barn i det nye år. Foto: Jonas Olufson
Cecilie Hother venter et barn i det nye år. Foto: Jonas Olufson

Søndag gik TV2-værten Cecilie Hother til tasterne på sin Instagram-profil, og her afslørede hun, at lykken nu tilsmiler hende og manden, Thomas Gregers Honoré, og at de i det nye år bliver forældre igen, da en lille dreng vokser i hendes mave.

De glade nyheder kommer efter et hårdt år for parret, der i marts blev ramt af en stor sorg, da de mistede deres ufødte søn, Carl.

Til Ekstra Bladet fortæller Cecilie Hother derfor også, at det er med blandede følelser, at hun nu ser sin mave vokse endnu en gang.

Se også: Efter stor sorg: Nu jubler dansk tv-vært igen

- Det er jo helt fantastisk og vidunderligt. Det er jo et kæmpe ønske, der er gået i opfyldelse, og vi er yderst taknemmelige og glade, siger hun og fortsætter:

- Men på samme tid er jeg også virkelig ængstelig og nervøs. Det er noget af det, der hører med. Når man har oplevet at miste, bliver det aldrig det samme at være gravid igen. Uskylden, der er forbundet med en graviditet, er fjernet. Men vi bliver fulgt rigtig tæt, og vi er i trygge hænder, så selvom vi er meget nervøse, så er vi fortrøstningsfulde, fortæller hun videre.

Cecilie Hother er blandt andet vært på TV2 Vejret. Foto: Jonas Olufson
Cecilie Hother er blandt andet vært på TV2 Vejret. Foto: Jonas Olufson

Ambivalent følelse
Ifølge Cecilie Hother kæmper hun stadig med sorgen over at have mistet sin ufødte søn, og derfor er det uundgåeligt, at hendes følelser svinger meget i forbindelse med graviditeten.

- Det er jo et vilkår, som jeg prøver at balancere i, så godt jeg kan. Jeg er stadig i en sorgproces, men samtidig har jeg også en ultimativ glæde ved det her, som jo er det største, man kan opleve i livet, siger hun og fortsætter:

- Men det er meget ekstreme poler, jeg står i lige nu. Det er meget voldsomt og voldsomme følelser. Så sorgen og glæden kan ramme mig hårdt, og det skifter meget. Det er det hele i et stort virvar, og det er et meget stort følelsesregister, man kommer igennem, og som jeg tror, at mange, der har mistet, kan nikke genkendende til. Det er så hårdt, og smerten er så stor.

Se også: Cecilie Hother hemmeligt gift

- Hvordan adskiller denne her graviditet sig fra din første graviditet?

- Det er klart, at det der med uskylden, hvor man 'bare' er gravid, og man bekymrer sig om køn og nakkefoldscanning, og man har lyst til at råbe ud over alle bjerge, at man er gravid - den uskyld er væk, og alt er forandret på den måde, siger hun og fortæller videre, at hun af samme årsag har forsøgt at skjule graviditeten så længe som muligt:

- Hvis jeg ikke havde haft en stor bule på maven på nuværende tidspunkt, ville jeg trække den til januar med at afsløre det og holde kortene tæt ind til kroppen, men det blev simpelthen fysisk umuligt.

Se også: Grådkvalt tv-vært: - Det er forfærdeligt

Rørende hilsner
Efter nyheden om graviditeten er det ifølge Cecilie Hother væltet ind med rørende hilsner til hende på de sociale medier.

- Jeg er blevet så rørt over alle de kommentarer, der er kommet. Jeg lagde nyheden op på min Instagram, og så var jeg til noget jule-tamtam, og da jeg så kom hjem, lå der simpelthen så mange søde beskeder. Jeg fik bare tårer i øjnene og blev så rørt over alle de beskeder fra folk, der skriver og lykønsker mig.

- Det er virkelig skønt, og jeg er bare så taknemmelig og glad. Det er virkelig dejligt at mærke, at man kan være glad på andres vegne. Det er så livsbekræftende, siger hun.

- Det har været en stor lettelse at dele det, og det er, som om min mave er vokset meget i diameteren natten over, fordi man nu kan dele det, hvilket jo helt klart er noget psykisk. Så nu er jeg ikke nødt til at finde på alle mulige kreative metoder for at skjule det, siger hun med et smil.

Cecilie Hother og manden Thomas Gregers Honoré er i forvejen forældre til datteren Ellinor. De forventer at kunne byde velkommen til den lille ny til april næste år.

For en lille måned siden, afslørede Cecilie Hother, at de to - i al hemmelighed - var blevet gift.

Mest læste i flash!
Hent flere