Så dyr har coronakrisen været

Kalenderen har de seneste måneder været gabende tom hos Sussi og Leo, og det har været dyrt

Trods coronakrisen smiler Sussi og Leo. De har nemlig udsigt til at kunne komme ud og spille igen. Arkivfoto: Niels Henrik Dam/Ritzau Scanpix
Trods coronakrisen smiler Sussi og Leo. De har nemlig udsigt til at kunne komme ud og spille igen. Arkivfoto: Niels Henrik Dam/Ritzau Scanpix

Sussi og Leos fuldt bookede kalender blev med et ryddet, da Mette Frederiksen 11. marts lukkede Danmark ned.

Det musikalske makkerpar skulle have kørt landet tyndt i deres autocamper og have underholdt med benspjæt og harmonikaspil, men som alle andre musikere i Danmark, har de måttet tage en ufrivillig pause fra scenen på grund af corona.

De mange manglende jobs har selvfølgelig haft store økonomiske konsekvenser for Sussi og Leo Nielsen, fortæller den 64-årige sangerinde til Ekstra Bladet.

- Det har nok kostet os 700.000 kroner i ren omsætning. Det er rigtig mange penge. Vi har selvfølgelig heller ikke haft udgifter til at være på landevejen, men alligevel, siger hun.

Mindre ensomt
Det farverige ægtepar er blevet reddet af de hjælpepakker, regeringen har strikket sammen på grund af coronakrisen.

- Hjælpepakken gør, at vi kan overleve, siger Sussi og fortsætter.

- Men økonomien er en ting. Noget andet et, at vi virkelig mangler at komme ud til folk. Vi savner at optræde, siger hun.

Lige for tiden kan man følge Sussi og Leo i DR3-programmet 'Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo'. Her følger man 16-årige Lukas, der med sin mor er flyttet ind hos ægteparret på deres gård i Saltum.

- Det er Leos niece og hendes søn, der bor hos os nu. Og jeg vil sige, at det har været dejligt, at de har været der. Det har helt klart gjort, at det har været knapt så ensom under corona for Leo og mig, siger Sussi.

Tiden uden spillejobs har Sussi og Leo - eller faktisk mest Sussi - udnyttet til at opgradere deres hjem.

Sussi kan ikke sidde stille og knokler løs, så Leo ikke kan følge med. Privatfoto
Sussi kan ikke sidde stille og knokler løs, så Leo ikke kan følge med. Privatfoto

Der er blevet hevet tapet af og sat nyt på, gravet faskiner ned, fældet vild bevoksning omkring gården og ordnet have.

- Der er ikke et græsstrå, der står forkert nu, konstaterer Leo Nielsen tørt.

Han er ikke det store havemenneske og har ikke samme behov for, at der hele tiden skal ske noget, som sin kone.

- Hun er Danmarks ældste dampbarn. Og de andre, der bor her nu, er lige sådan. Men lad bare dem om det. Jeg har haft tid til at være kreativ og har fået skrevet en hel masse. Det synes jeg er dejligt, siger han.

Sussi er ferm med både pensel, hammer og boremaskine. Privatfoto
Sussi er ferm med både pensel, hammer og boremaskine. Privatfoto

Heldigvis for Sussi og Leo lysner det nu.

I næste weekend har de deres første spillejob i mange mange måneder.

- Vi skal spille i et galleri i Charlottenlund, og vi glæder os helt vildt. Det er vores første job, siden coronaen kom til Danmark, siger Sussi.

- Ja, endelig, siger Leo, der glæder sig over, at corona ikke har betydet nogle aflysninger for ægteparret.

- Ingen har heldigvis aflyst deres bookninger, men kun udskudt dem. Så vi går et rasende travlt efterår i møde. Næste år tegner også til at blive rigtig godt, og det bedste er næsten, at der er begyndt at komme nye bookninger. Der er kommet et par stykker den seneste uge, og det er virkelig dejligt, at arrangørerne tør begynde at arrangere noget igen, siger han.

Sussi fik også fikset regnvandstøden på ejendommen. Hun hoppede selv ned i dybet. Privatfoto
Sussi fik også fikset regnvandstøden på ejendommen. Hun hoppede selv ned i dybet. Privatfoto

Når Sussi og Leo igen skal på landevejen, bliver med Sussi bag rattet i autocamperen.

Leo mistede for fire år synet på venstre øje, da han efter sin alvorlige sygdom med brækket hofte, stafylokokker og nyresvigt fik nethindeløsning på øjet.

- Jeg må egentlig godt køre, men jeg gør det ikke, for jeg bryder mig faktisk ikke om det. Det er noget mentalt, for det ville sagtens kunne lade sig gøre, siger Leo og fortsætter.

- Vi plejede at deles om det, men nu kører hun. Heldigvis er det jo en autocamper, vi har, så hvis vi skal langt, og hun bliver træt, kan hun hurtigt lægge sig og få en lur, siger han.