Sådan taler du med dit barn om coronavirus

Sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling kommer her med gode råd til, hvordan du taler med dit barn om coronavirus

Ifølge Peter Qvortrup Geisling er det vigtigt, at man taler med sine børn om coronavirus. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Ifølge Peter Qvortrup Geisling er det vigtigt, at man taler med sine børn om coronavirus. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

I disse tider er coronavirus på alles læber, og for nogen kan det være en udfordring at tale med deres børn om det: Skal man indvie børnene i det eller helt lade være, og hvor meget eller hvor lidt skal man fortælle?

Ifølge DR's sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling er det vigtigt, at man taler med sine børn om coronavirus i disse tider, hvor Danmark er på den anden ende på grund af sygdommen, og hvor skoler, daginstitutioner og arbejdspladser lukker ned.

- Når børn spørger, om det er farligt, så vil nogen af dem spørge, fordi det bare var en impulsiv tanke, og andre vil spørge, fordi det virkelig bekymrer dem. Her handler det som forældre om at spørge ind til det og finde ud af, om det er en dybere frygt i barnet, eller om det bare er noget, der lige slog dem, siger han til Ekstra Bladet.

Hvis ens barn er bekymret for coronavirus, er det vigtigt, at man som forælder tager det alvorligt, lyder opfordringen fra Qvortrup Geisling.

- I det tilfælde handler det om at holde af, holde om og holde mund. Det er vigtigt at stille gode spørgsmål, så barnet får lov at sætte ord på, hvad det tænker. Sæt beroligende ord på og gør klart, at virkeligheden, som vi ser den nu, ikke er alvorlig for børn, som er sunde og raske, siger han og fortsætter:

- Og så er det vigtigt at forklare dem, at det er bedstefar og bedstemor, vi skal passe på i denne her situation, og at hvis man bliver syg, så skal man passe på ikke at give coronavirus videre til dem.

Se også: Legendarisk DR-program vender tilbage

Fortæl, hvad de kan gøre
Peter Qvortrup Geisling fortæller, at det også er vigtigt at give børnene råd om coronavirus, som de kan forstå, og som ikke er for abstrakte:

- Hvis børnene vasker hænder, og forældrene er opmærksomme på, at der skal sprittes, så har vi gjort, hvad vi kunne, og det skal vi fortælle børnene, siger han.

Peter Qvortrup Geisling sammen med Jodle Birge i 'Lægens Bord' i 2003. Foto: Jesper Stormly Hansen
Peter Qvortrup Geisling sammen med Jodle Birge i 'Lægens Bord' i 2003. Foto: Jesper Stormly Hansen
 

Ifølge sundhedskorrespondenten kan børn derfor stadig fortsætte en rimelig almindelig hverdag på trods af coronavirus, selvom de ikke skal i skole eller daginstitution for en stund.

- Indtil videre er der ikke lagt op til, at børn ikke må lege sammen, som de plejer. Det må de gerne. Men det er klart, at man selvfølgelig skal tage sine forholdsregler og være opmærksom på, hvordan børnene har det og være påpasselig. For eksempel kunne det være en god idé at lege i mindre hold.

Derudover henviser Peter Qvortrup Geisling til de råd, der er udarbejdet af Unicef, i forhold til, hvordan du skal tale med dit barn om coronavirus. Dem kan du læse herunder:

Unicef: Sådan taler du med dit barn om coronavirus

1. Lyt til dit barn

Først og fremmest skal du etablere en situation, hvor du har god tid. Og så skal du høre, hvad barnet selv har på hjerte, før du begynder at tale. Spørg ind til, hvad barnet allerede ved og brug det som udgangspunkt for jeres snak. Mange af barnets bekymringer forsvinder ved, at man taler om dem, mens de har en tendens til at vokse sig større, hvis barnet går og putter med dem alene.

2. Hold dig til fakta

Det andet gode råd er, at du skal holde dig til fakta. Du skal ikke udpensle noget af det, barnet allerede har talt om og dermed gøre det værre. Vær så nøgtern og saglig som mulig og svar på de spørgsmål, som barnet har.

3. Du kan selv gøre noget

Det er fint som familie at tale om, hvad vi selv kan gøre for at modvirke coronavirus. I kan vaske hænder. I kan spritte hænder af. I kan holde afstand, hvis folk hoster på gaden, og I kan selv hoste ind i albuen eller i en engangsserviet. Det er fint at italesætte disse ting sammen med børnene.

4. Bevar roen og gå ikke i panik

Det fjerde råd er, at du ikke kan skærme dine børn fra nyhederne, fordi de foregår alle vegne. Dine børn vil uundgåeligt høre om det her, selvom du prøver at skærme dem så godt som muligt. Det er vigtigt, at vi som voksne også forsøger at bevare roen og ikke går i panik over coronavirus. For den panik, vi sidder med, kanaliseres over i barnet. Vi er de voksne. Vi er de personer, der skal give tryghed og omsorg, og vi skal være rolige, når vi taler med vores børn.

5. Find oplysninger på sst.dk

Det sidste råd er, at du holder dig opdateret på Sundhedsstyrelsens hjemmeside sst.dk og myndighedernes nye side coronasmitte.dk. Al den viden, der er om coronavirus og det danske beredskab, ligger inde på de hjemmesider. Så før du taler med dit barn, skal du selvfølgelig selv være opdateret på fakta.

Kilde: Unicef

Peter Qvortrup Geisling har personligt haft travlt den seneste tid, hvor han har været tilknyttet diverse DR-programmer i forbindelse med coronavirus. Heriblandt 'Lægens Bord', som torsdag aften blev genoplivet i kølvandet på udbredelsen af sygdommen.

- Jeg har haft virkelig travlt, og det har jeg stadig, siger Peter Qvortrup Geisling, der er glad for at være tilbage i 'Lægens Bord'.

- Jeg havde godt nok ikke regnet med, at jeg skulle stå der igen. Men det er jo mit hjertebarn, så jeg glæder mig, siger Qvortrup Geisling.

Se også: Scorer nyt job