Sælger svinedyr luksusbil: - Jeg er på røven

Mads 'Blærerøven' Christensen har nu valgt at sætte sin højtelskede Porsche til salg. Ifølge ham selv er han nemlig på røven grundet coronavirus

Ifølge Mads Christensen er han nødt til at sælge sine ejendele, fordi han i øjeblikket ikke tjener penge på foredrag grundet coronavirus. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Ifølge Mads Christensen er han nødt til at sælge sine ejendele, fordi han i øjeblikket ikke tjener penge på foredrag grundet coronavirus. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

- Der er corona Jeg har ingen penge. Jeg er på røven.

Sådan lyder det indledende fra den danske foredragsholder og livsstilsekspert Mads 'Blærerøven' Christensen i en ny video, som han har delt på sin Facebook-profil.

Her fortæller den 55-årige blærerøv, som nu kalder sig selv for den 'store fattigrøv', at han har valgt at sætte sin højtelskede Porsche til salg, fordi han er presset økonomisk og har brug for pengene.

- Arvesølvet skal sælges. Jeg vil gerne af med min gamle Porsche. Hvis du vil have den, så kan den blive din. Det er en 911 T fra 1969. Jeg har haft den i 15 år. I mange år var det min eneste bil. Den har været 11 gange i Italien og køre råddent i Alperne. Der er ikke mange europæiske racerbaner, hvor den ikke har været. Den har været pilrådden, siger Mads Christensen blandt andet om bilen, som 'Blærerøven' angiveligt har brugt mange hundredetusinde på at sætte i stand.

I videoen fortæller han ligeledes, at bilen kan købes for 799.000 kroner, og at den har kørt omkring 300.000 kilometer.

- Der er ikke sniksnak om prisen. Jeg har brugt mange penge på den, siger han.

Se også: Ærlige Watt: - Vi er på røven

Solgte ure
Det er ikke første gang, Mads Christensen sælger ud, fordi han er presset økonomisk.

I slutningen af april fortalte 'Blærerøven', at han solgte et Rolex-ur for at få lidt flere penge på kistebunden i kølvandet på coronavirus, som har gjort, at alle hans foredrag og konferencier-jobs er blevet aflyst.

'Jeg er på røven, corona har hevet tæppet væk under min lille forretning, udsigterne er dystre og så må man spare, hvor man kan. Det bemeldte ur, en Submariner 5513, serienummer 5276XXX, altså et 1978 ur, er hermed averteret til salg. Det er et brugsur, det har ridser, hakker og battlescars', skrev han dengang i et opslag på sin Facebook-profil.

Det kører ikke for Mads Christensen rent økonomisk. Foto: Jan Sommer
Det kører ikke for Mads Christensen rent økonomisk. Foto: Jan Sommer
 

Til Ekstra Bladet fortalte Mads Christensen i den forbindelse, at alle hans jobs de næste måneder er aflyst på grund af corona, og at det kunne mærkes.

- Det betyder 0,0 kroner på kontoen, og det er kun et spørgsmål om tid, før banken lukker mit dankort, sagde han og fortsatte:

- Jeg har altid været en idiot til det med penge. Jeg har ikke lagt noget til side. Samtidig er det heller ikke billigt at gå fra hinanden, som min kone og jeg. Så lige nu lever jeg meget minimalistisk, hvilket passer mig fint. Det går fint i spænd med min ensomhed og mit selvhad, sagde han videre og forklarede, at han var bekymret for sin fremtid.

Se også: Peter Ingemann: Jeg er IKKE gået konkurs!

Det er ikke mere end et par måneder siden, at Mads Christensen åbent fortalte, at han var flyttet fra sin kone igennem 20 år og nu boede på en båd alene.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Mads Christensen, der oplyser, at han ikke har lyst til at uddybe sit opslag på nuværende tidspunkt.