Sarah Grünewald: Har lært at være grim

'Vild med dans'-værten har fået en af de bærende roller i dansk storfilm

Man skal glemme sig selv foran kameraet, spille en rolle og vise følelser, mener Sarah Grünewald. Foto: Mogens Flindt
Man skal glemme sig selv foran kameraet, spille en rolle og vise følelser, mener Sarah Grünewald. Foto: Mogens Flindt

– Når man ved, hvor mange der er til casting på en stor dansk film, skulle man være et skarn, hvis man ikke følte sig stolt over at blive den, der får rollen.

En stor del af de husarer, som tvinges til at se 'Vild med dans' hver fredag, sidder der formentlig for at kigge på den smukke vært Sarah Grünewald, for uanset hvad stylisten har trukket over hovedet på hende, ligner hun en gudinde, som man skal være en død murer for ikke at reagere på.

Uanset hvad stylisten har trukket over hovedet på Sarah Grünewald, ligner hun en gudinde, som man skal være en død murer for ikke at reagere på. Foto: Mogens Flindt
Uanset hvad stylisten har trukket over hovedet på Sarah Grünewald, ligner hun en gudinde, som man skal være en død murer for ikke at reagere på. Foto: Mogens Flindt
 

Den 35-årige tidligere fotomodel skal nu spille en af de bærende roller i Søren Kragh-Jacobsens første film i syv år, 'Lille sommerfugl'. Og hun kommer i fornemt selskab med James Bond-skurken Jesper Christensen, Frøken Ulla fra 'Matador', Karen-Lise Mynster, Mia Lyhne fra 'Klovn' og Peder Thomas Pedersen fra 'Gramsespektrum'.

– Jeg er så glad. Selvom jeg har været med i 'Tomgang' i tre år, så er dette min første store film, og til sådan en rolle bliver man kun valgt, hvis de mener, at man kan noget, siger hun.

Fakta om filmen

Titel: ’Lille sommerfugl’

Manus og instruktion: Søren Kragh-Jacobsen

Premiere: 5. november 2020

Handling: Den stædige landmand og svineavler Ernst og hans livsledsager Louise inviterer til guldbryllup i det lokale forsamlingshus med både dansktop musik og svingom. Men familien bærer på flere hemmeligheder, og Ernst gemmer på den største. I løbet af én lang festlig aften pibler sandhederne frem, og familien sættes på den ultimative prøve.

Ernst/Jesper Christensen: (Mr. White i James Bond) Arbejdede sammen med Søren Kragh-Jacobsen for første gang i ’Vil du se min smukke navle?’ fra 1978

Louise/Karen-Lise Mynster: (Frøken Ulla fra ’Matador’) har trods en menneskealder i branchen ikke tidligere arbejdet med Kragh-Jacobsen

 

For selvom hun skal spille 'elskerinden', handler det ikke kun om at se godt ud.

Elskerinden
– Mit modelarbejde igennem 14 år har gjort mig meget bevidst om, hvordan jeg tager mig ud foran et kamera, og det er nærmest en hæmsko, når man skal lave film. Her skal man glemme alt om kameraet, spille en rolle og give sig hen i følelserne. Det har taget mig flere år at glemme mig selv og lære at være grim, forklarer hun.

Sarah Grünewald fortæller, at hendes rolle som elskerinden både er smuk og trist – mere vil hun ikke fortælle nu.

Sarah Grünewald er ikke en kvinde, som er bange for at bruge sig selv. Her til 'Smukbold' på Skanderborg Festival. Foto: Aleksander Klug
Sarah Grünewald er ikke en kvinde, som er bange for at bruge sig selv. Her til 'Smukbold' på Skanderborg Festival. Foto: Aleksander Klug
 

Drama og varme
– Søren Kragh-Jacobsens film er kendetegnet ved, at alle hans karakterer er rigtige mennesker af kød og blod – de omgås hinanden på godt og ondt, og det giver både drama og varme.

Hun tilføjer, at hun altid har drømt om at få lov til at spille med en så dygtig instruktør.

– Jeg har savnet at være med på et film-set. Der er en helt særlig atmosfære der. Man løfter i flok og har et kæmpe sammenhold. Det er fantastisk at prøve. Hertil kommer, at jeg godt kan lide at bruge mig selv på den måde, som det sker i en film. Det er faktisk en stærk oplevelse, og jeg kan endnu juble indeni over, at jeg er blevet vejet og fundet tung nok.