Sasha Klæstrup skal tage ti kilo på: Jeg får hjælp

Den kønne realitydeltager, der endnu ikke har fået afsluttet sit brazilian butt lift, har allerede planlagt næste operation. Nu er det snudeskaftets tur

Sasha Klæstrup er klar til en ny røv. Hun vil have en pornokrop. Video: Stine Tidsvilde / Lars Mathiasen

27-årige Sasha Klæstrup har fået lavet bryster, kindben, botox og læber, og tidligere på måneden tog hun til Istanbul for at få foretaget en såkaldt brazilian butt lift. Et projekt, der i øvrigt måtte udskydes, fordi hun var for tynd.

Men det stopper ikke her, fortæller hun til Ekstra Bladet.

- Jeg skal have lavet min næse, når jeg har fået færdiggjort min brazilian butt lift, siger Sasha Klæstrup bestemt.

- Jeg har egentlig en pæn næse, men den er lidt irriterende, når jeg kigger på den. Jeg har et lillebitte skihop, altså et bump på næsen, og så er den bred øverst og ikke nederst. Den skal være smallere, og skihoppet skal væk, fortsætter hun.

For mange er næsen et følsomt sted, der helst ikke skal have for meget berøring. Men når Sasha Klæstrup vælger at lægge sig under kniven, sker det uden frygt.

- Jeg er ikke nervøs. Jeg har rigtig mange veninder, der har fået lavet næser. Jeg har set, når det hæver op, men det er jeg slet ikke nervøs for. Altså, da jeg fik lavet bryster første gang, var der blåt og sort omkring dem, fordi en blodåre var sprunget. Men det heler jo med tiden.

Skal tage ti kilo på
Hun har dog et hængeparti, der skal klares, inden hun kan fokusere fuldt ud på snudeskaftet. Da hun tidligere på måneden tog til Istanbul for at få foretaget en brazilian butt lift, lød beskeden, at hun var for tynd til at få indsat implantater. Hun måtte derfor tage til takke med en fedtsugning på maven og fedtindsprøjtning i ballerne.

Sasha Klæstrup tog til Istanbul for at få en mere fyldig røv, men måtte lade sig nøje. Foto: Stine Tidsvilde
Sasha Klæstrup tog til Istanbul for at få en mere fyldig røv, men måtte lade sig nøje. Foto: Stine Tidsvilde

Realitydeltageren har derfor fået besked på, at hun ganske enkelt skal tage på i vægt.

- Det bliver i april eller maj, at jeg får det gjort, og jeg er allerede godt i gang. Jeg skal tage ti kilo på, så jeg spiser 3000 kalorier om dagen. Sy (Lee, red.) hjælper mig, for ellers tager jeg aldrig på. Jeg spiser allerede slik morgen og aften, og jeg kan også sagtens spise kage eller risalamande til morgenmad, men vi prøver at give den lidt ekstra, siger Sasha Klæstrup.

- Du slår mig også som typen, der har svært ved at tage på?

- Det er jeg helt sikkert. Jeg spiser allerede meget fedt, og jeg er et slikhoved, der hellere vil spise chokolade end havregryn og rugbrød til morgenmad, men jeg skal tage på på en sund måde.

Stopper med næsen - måske
Da hun skal ligge på maven i tre måneder efter operationen, og fordi kroppen skal have tid til at hele, forventer hun først, at der bliver tid til næsen til vinter næste år.

- Frygter du ikke efterhånden, at du smelter i sommervarmen med alt det plastik, du får skudt ind?

- Haha, ved du hvad, hvis jeg smelter, så er det da det, jeg gør. Det er der ikke noget at gøre ved. Det griber om sig, men næsen er umiddelbart det sidste, jeg skal have lavet - men man skal aldrig sige aldrig, slutter hun med et grin.

Klæstrup: Der er altid en risiko

Sasha Klæstrup har altid været ærlig omkring, at hun elsker det falske look.

Derfor lægger hun sig også gang på gang under kniven for at give de i forvejen falske bryster et løft, og derfor lægger hun sig under kniven for at få en større mås.

Eksemplerne på kendisser, der har fået skamferet ansigt eller bryst er flere, men Sasha Klæstrup frygter ikke, at hun ender som endnu en plastik-freak.

- Jeg fik en besked, hvor der stod, om jeg ikke frygtede, at jeg kom til at ligne Gustav (Salinas, red.) eller Stephanie Star, men de er da ikke de værste at ligne. Når jeg tænker på dem, det er gået galt for, tænker jeg mere på hende, der ville ligne Angelina Jolie, men jeg skal nok stoppe, når tid er, siger Sasha Klæstrup, der snart skal have givet læberne et pift mere.

- Men bare for at de kan holde formen.

Skal føle sig tryg
Ifølge Sasha Klæstrup er der risici forbundet med alt her i livet. Og hun gør sit for at gøre hjemmearbejdet ordentligt og på den måde minimere risikoen.

- Det betyder meget at vælge et godt sted. Det er billigere at få lavet i Tyrkiet, men man skal tjekke op på stedet. Jeg kan stå inde for Esteworld og Beautytrips, som Rikke Chili er en del af, men der er også mange klinikker, som er begyndt at følge mig. Når man kigger på deres før- og efterbilleder, har de f.eks. kun ét billede af en næseoperation. Er det så den ene gang, det er gået godt, spørger Sasha Klæstrup, der fortsætter.

- Da jeg skulle have lavet bryster første gang, talte jeg med kirurger og læste anmeldelser og fandt et sted, hvor jeg følte mig trygt. Det er så vigtigt, at man føler sig tryg, når man skal have lavet noget ved sin krop, men alle operationer kan gå galt.

Det er dog for nemt at give kirurgen skylden hver gang. Man må også se indad.

- Huskede jeg at vaske hænder, tog jeg til efterkontroller, jeg skulle. Man kan ikke lægge alt ansvar fra sig, for der er selvfølgelig en risiko. Men det er der også, når du starter bilen og kører på arbejde, siger hun.