Saszeline i kovending

Den nu tidligere Instagrammer fortryder, at hun opfordrede til at droppe mundbind

Saszeline debatterer for tiden corona, covid-19, mundbind og vacciner på sine profiler på de sociale medier. Foto: Emil Agerskov
Saszeline debatterer for tiden corona, covid-19, mundbind og vacciner på sine profiler på de sociale medier. Foto: Emil Agerskov

Tirsdag blev Saszeline Dreyers Instagram-profil lukket ned efter den seneste tids kontroversielle opslag om coronavirus.

Blandt andet har hun nægtet at bruge maske i offentlig transport samt prøvet at få andre til at droppe mundbindet.

Men nu vender hun på en tallerken. På Facebook, hvor hun stadig er at finde, indrømmer hun nu, at det var en fejl at opfordre folk til at droppe mundbindet.

'Jeg anerkender, at jeg har opfordret til, at man ikke går med mundbind, som ellers er sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og det skulle jeg nok ikke have gjort. Der er en hårfin balance mellem at opfordre til debat og opfordre til en bestemt adfærd. Fremover vil jeg undlade at opfordre til en bestemt adfærd', skriver den tidligere S.O.A.P.-sanger, der dog tilføjer.

'Jeg vil dog insistere på, at vi skal have en åben og kritisk debat i Danmark.'

Den 38-årige Saszeline Emanuelle Dreyer er endt i lidt af en shitstorm på Instagram. Foto: Mogens Flindt Danske kendte Saszeline i shitstorm over konspirationsteorier

I opslaget, hvor Saszeline gør det klart, at hun ikke ønsker at medvirke i yderligere interview, men henviser medier til hendes skriv, kommer hun også ind på den seneste tids shitstorm, hvor hun blandt andet er blevet droppet som samarbejdspartner af virksomheden N'AGE, fordi hun blandt andet proklamerede, at hun 'tror på moder jord. Ikke på medicin, ikke på vacciner'.

Saszeline debatterer for tiden corona, covid-19, mundbind og vacciner på sine profiler på de sociale medier. Foto: Emil Agerskov Danske kendte Saszelines Instagram-profil lukket

Lukket uden advarsel
Hun har ligeledes delt indhold, som påstår, at Microsoft-grundlæggeren, Bill Gates, har planer om indsprøjte en mikrochip i de personer, som får en fremtidig coronavaccine.

'I tirsdags blev min Instagram lukket uden nogen advarsler til trods for, at det fremgår af Instagrams egne retningslinjer, at mediet vil underrette brugerne behørigt forud for en eventuel nedlukning. Jeg har som alle andre danskere været påvirket af COVID-19 og bekymret fulgt med i udviklingen. Det har en stor påvirkning på os som mennesker og på vores økonomi', skriver hun og fortsætter:

'Det, jeg synes, der har manglet i debatten, er, at vi tør stille kritiske spørgsmål til magthaverne og de tiltag og retningslinjer, der bliver fremlagt af dem. Jeg mener, at vi skal kunne udfordre magthaverne og have en kritisk debat uden at blive censureret. Min helt store udfordring lige nu er, at sandheden er blevet valgt af en tech-gigant i Silicon Valley– skal vi virkelig stille os tilfredse med det?'.

Saszeline Dreyer har tidligere understreget over for Ekstra Bladet, at hun ikke havde tænkt sig at tie stille - heller ikke selv om hun blev begrænset på de sociale medier.

- Jeg får en sølvpapirshat på og bliver udstillet i diverse medier, men essensen af det, jeg kæmper for, bliver ikke taget alvorligt, og det forstår jeg simpelthen ikke, sagde hun for nylig.

Saszeline har efter artiklens publicering opdateret sit opslag, hvor hun tilføjer, at hun fortsat 'har en meget klar holdning om mundbind og dens virkning'.