Scorer nyt job

Tina Müller, der normalt er kendt inden for sportsverdenen, får nyt job på 'Aftenshowet'

Tina Müller og Josefine Høgh. Foto: Claus Bonnerup
Tina Müller og Josefine Høgh. Foto: Claus Bonnerup

Normalt er Tina Müller kendt inden for sportsverdenen, og i weekenden blev hun også kåret som Årets Kvindelige Sportsvært til Billed-Bladets store prisuddeling.

Men i aften kan vi for første gang se Tina Müller i rollen som vært på 'Aftenshowet' på DR1.

Det afslører hun på sin Facebook-profil, hvor hun har delt et billede af hende selv og den fremtidige kollega Kristian Ring-Hansen Holt, der også er ny vært på programmet.

Se også: Ny vært på legendarisk DR-program

I sit opslag har hun flere henvisninger til sportens verden.

’Jeg er sgu røget med i startopstillingen på 'Aftenshowet', hvor jeg de næste par måneder skal forsøge at spille bold med blandt andre dygtige Kristian Ring-Hansen Holt. Jeg kommer med garanti til at begå fejl, hvor I vil få lyst til at give mig det gule kort, men heldigvis bliver jeg mandsopdækket af en masse dygtige folk, så vi skal nok komme i mål', skriver hun i opslaget.

I et Facebook-opslag fra 'Aftenshowet' fremgår det, at Tina Müller ikke skal være fast vært på programmet, men at hun skal være på ind imellem frem til sommer.

Dog får vi mulighed for at se meget mere til Tina Müller, når hun bliver den første kvindelige vært på næste sæson af 'Hammerslag', der vises til efteråret 2020 på DR.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en kommentar fra Tina Müller.

Se også: Nu er det alvor: Halvt så meget 'Hammerslag'