Scorer nyt job

Den populære tv-vært skifter skærmen ud med en mikrofon i podcasten 'Hvor er mit ansigt'

Sofie Linde har landet et nyt job. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Sofie Linde har landet et nyt job. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Sofie Linde er ofte blevet hyldet for at være ligefrem og naturlig, når hun guider seerne gennem liveprogrammer som 'X Factor' og MGP, hvor hun ikke er bange for at vise, at hun ikke er helt perfekt og også kan jokke i spinaten.

På de sociale medier har hun ligeledes gjort det til en mærkesag at vise livet bag den glitrende kendisfacade.

Nu deler hun ud af sine egne og andres pinlige episoder i en ny podcast, lyder det i en pressemeddelelse fra Podimo.

Se også: Sofie Linde flår tøjet af manden

Sofie Linde har været vært på 'X Factor' siden 2016. Foto: Mogens Flindt
Sofie Linde har været vært på 'X Factor' siden 2016. Foto: Mogens Flindt

- Sofie Linde er Sofie Linde, og hun behøver ikke den store introduktion. Som få tør og formår Sofie at være ærlig og åben omkring de usminkede situationer i livet, hvor vi på godt og mindre godt taber ansigt, fordi vi er endt eller har bragt os selv i en pinlig situation, lyder det fra medstifter og indholdsdirektør Nikolaj Koppel.

- Det er befriende og helt sikkert også sundt i en verden, der på mange måder dyrker det perfekte. Af den og mange andre gode grunde er vi stolte af at kunne introducere Sofie Linde som ny podcaster på Podimo, siger han.

Fie Laursen er godt gal i skralden over Fie Laursens reklame. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Film, tv & radio - 23. maj. 2020 - kl. 07:15 Rasende Sofie Linde: - Det er meget ulækkert

Podcasten 'Hvor er mit ansigt' har premiere på sin første episode mandag, og over de næste uger sendes 20 afsnit i alt.

Deler pinlig historie
Sofie Linde har selv delt nyheden i sin story på Instagram til sine mere end 575.000 følgere.

'God formiddag og god mandag. Jeg ville faktisk bare lige tjekke ind for at komme en lille nyhed om mig selv. Jeg har nemlig begået mig en vaske-ægte podcast i eget navn,' lyder det fra tv-værten.

Hun fortæller, at første afsnit af podcasten vil tage udgangspunkt i hende selv og en af hendes venner, og at hun kommer til at dele en af de absolut pinligste historier fra sit liv.

Og netop pinlige historier skal være podcastens omdrejningspunkt.

'Jeg plejer at beskrive den ved at sige, at meningen med denne her podcast er, at det skal være et auditivt fællesskab, hvor vi sammen deler pinlige historier fra vores liv, og på den måde hæver os over situationen og samler hinandens ansigter op, når vi sammen griner med hinanden,' siger Sofie Linde og afslutter:

'Jeg håber simpelthen sådan, at I vil kunne lide den. Jeg lover jer, at jeg har gjort mig umage.'

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Sofie Linde.