Scorer nyt stort job

Den danske 'Game of Thrones'-skuespiller skal spille stjernekok i Christoffers Boes kommende spillefilm

Nikolaj Coster-Waldau skal spille hovedrollen i en ny dansk film. Foto: Mogens Flindt
Nikolaj Coster-Waldau skal spille hovedrollen i en ny dansk film. Foto: Mogens Flindt

Efter stor succes i den verdensberømte serie 'Game of Thrones' er det begrænset, hvor mange danske produktioner Nikolaj Coster-Waldau har medvirket i.

Men det bliver der snart lavet om på.

Til november kan den danske stjerneskuespiller opleves i filmen 'Selvmordsturisten', og i 2021 kan han atter opleves på biograflærredet i en dansk film.

Her skal han nemlig spille hovedrollen som stjernekok i Christoffer Boes kommende spillefilm 'Smagen af sult', hvis optagelser er startet i denne uge.

Det oplyser Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

'Smagen af sult' er et kærlighedsdrama, der ifølge pressemeddelelsen handler om ægteparret Carsten og Maggi, som sammen jagter en Michelin-stjerne til deres restaurant.

Se også: Coster-Waldau til journalist: Du ved lige så godt som mig at det er åndssvagt

- Men i deres umættelige passion og jagt efter den ultimative anerkendelse har de glemt, at livets måltider nydes bedst i fællesskab, lyder det om handlingen.

Nikolaj Coster-Waldau som Jaime Lannister i 'Game of Thrones'. Foto: Ritzau Scanpix/HBO
Nikolaj Coster-Waldau som Jaime Lannister i 'Game of Thrones'. Foto: Ritzau Scanpix/HBO

Mens Nikolaj Coster-Waldau skal spille stjernekokken Carsten, bliver det Katrine Greis-Rosenthal, der i 2018 fik sit store gennembrud med rollen som rigmandsdatteren Jakobe Salomon i 'Lykke-Per', der skal spille rollen som Maggi.

For instruktøren Christoffer Boe har det længe været en drøm at kunne kombinere mad og kærlighed på film.

- Gennem mad og kærlighed knytter vi os til livet. Så hvad er mere oplagt end at se på et moderne par, der kæmper for kærligheden i jagten på den ultimative beskæftigelse i restaurationsbranchen: en Michelin-stjerne.

- Alt sammensat i scener i vores elskede og smukke København, som er blevet arena for nogle af verdens meste interessante og innovative restauranter gennem de seneste år, udtaler han i pressemeddelelsen.

Filmen forventes at få biografpremiere 21. januar 2021.

Se også: Frustreret Coster-Waldau: Det er meldt til politiet