Shu-bi-dua genforenet efter 30 år: - Det var stort

Shu-bi-duas kernemedlemmer fandt hurtigt den fælles takt, da de mødtes ved premieren på ny musical

For første gang i 30 år var de gamle 'shubber' samlet. (Foto: Anders Brohus)
For første gang i 30 år var de gamle 'shubber' samlet. (Foto: Anders Brohus)

Det er tre årtier siden, at de gamle medlemmer af Shu-bi-dua har set hinanden. Men fredag aften var originalbesætningen i bandet, der burde udgøre side 1 i den danske kulturkanon, samlet til premiere på 'Shu-bi-dua – The Musical' på Fredericia Teater.

Se også: Shubitastisk

- Det var faktisk rigtigt hyggeligt, siger Bosse Hall Christensen, der var med i bandet fra 1973 til 1981.

- Det var primært de gamle bandmedlemmer – kernemedlemmerne – der var samlet. Og så blev de gamle historier selvfølgelig pudset af og fortalt igen. Det var ret festligt, siger han med et grin. Den røde tråd binder stadig veteranerne sammen.

Den gamle Shu-bi-dua-bassist Niels ’Niller’ Grønbech havde taget turen hele vejen fra Shanghai, hvor han bor, til Fredericia for at være med ved premieren. Og det var hele rejsen værd, fortæller han til Ekstra Bladet.

Se også: Bundesen: Jeg savner Shu-bi-dua virkelig meget

- Oplevelsen og samværet med de gamle drenge – det var stort. Det er et minde, der bliver siddende hos mig meget meget længe, siger Niller og uddyber.

- Det er 30 år siden, at jeg har set Jens Tage og det samme med Hardinger. Så at møde dem igen er i sig selv stort – og vi fortsatte præcis, hvor vi slap den gang. Den er der bare med det samme. Der er ingen forbehold mellem os, siger bassisten, der forlod Shu-bi-dua i 1977.

Kunststykke
Både Bosse Hall Christensen og Niels Grønbech var imponerede over, hvad Fredericia Teater havde fået ud af deres gamle velkendte sange.

De gamle medlemmer af Shu-bi-dua er imponerede over den nye musical, der tager udgangspunkt i deres sange. (Foto: Søren Malmose)
De gamle medlemmer af Shu-bi-dua er imponerede over den nye musical, der tager udgangspunkt i deres sange. (Foto: Søren Malmose)
 

- Det var en fantastisk oplevelse, og det synes vi alle sammen. Manuskriptet var virkelig godt lavet. Ud fra sangteksterne havde de fået lavet en homogen handling, og det er sgu lidt af et kunststykke, siger Bosse Hall Christensen og vil godt vedkende sig, at han det rørte ham, at han været med til at skrive sange for 30 år siden, der stadig holder i dag.

- Jeg synes godt, at man kan være en lille smule stolt og ydmyg over at have været med til at skabe nogle sange, der kan holde i så mange år og blive brugt på denne måde, siger han.

Se også: Bundesen efter blodpropper: Reddet af hunden

- Forstår I selv, hvor stort Shu-bi-dua er for mange danskere – og hvor meget musikken betyder?

- Det er jo noget, vi har måttet lære ude fra, når folk siger til os, hvad vores sange har betydet for dem. Vi er stadig i den der tant og fjas-fase, hvor vi ikke rigtigt forstår, hvor stort bandet er blevet. Men det er så småt ved at gå op for os. Vores sange betyder virkelig noget for danskere. Men det er først de seneste år, at det rigtigt er blevet sådan – så det er efterhånden ved at fise ind på lystavlen, siger Bosse.

En scene fra musicalen, der fredag havde premiere i Fredericia. (Foto: Søren Malmose)
En scene fra musicalen, der fredag havde premiere i Fredericia. (Foto: Søren Malmose)
 

Hårrejsende
At Shu-bi-dua fortsat er et af danskernes yndlingsband, gik for alvor op for Niels Grønbech under musicalpremieren.

- I sidste del af forestillingen er der et 15 minutter langt medley med nogle af vores mest populære sange. Folk i salen stod op og klappede og hujede i samtlige 15 minutter. Det var virkelig rørende. Hårene rejser sig på mig, bare jeg fortæller om det nu, siger Niller, der lige som de øvrige medlemmer og eksmedlemmer af Shu-bi-dua blev hevet på scenen og hyldet efter premieren. 

- Det var et stærkt og meget rørende øjeblik for os alle. Det var stort. Lige der kunne jeg godt fornemme, at vi havde skabt noget, der påvirker folk, siger han.

Se også: Comeback-Bunden: Springer ud som kunstmaler