Sigtet i Se og Hør-sagen scorer topjob

Lise Bondesen, der er sigtet i sagen om brugen af den såkaldte tys-tys-kilde, kan fremover skrive både chefredaktør og direktør på visitkortet

Lise Bondesen glæder sig over sit nye job og ser frem til at lægge Se og Hør-sagen bag sig. (Foto: Jan Sommer)
Lise Bondesen glæder sig over sit nye job og ser frem til at lægge Se og Hør-sagen bag sig. (Foto: Jan Sommer)

Se også: Se og Hør-sagen: Lise Bondesen sigtet

Avisen.dk og Ugebrevet A4 har fået ny chef. Valget er faldet på Lise Bondesen, der nu fremover kan skrive ansvarshavende redaktør og administrerende direktør på visitkortet. Hun efterfølger Rasmus Emborg, som tidligere på året skiftede til dagbladet Børsen.

Lise har indtil nu været konstitueret ansvarshavende chefredaktør hos Avisen.dk og Ugebrevet A4,  der ejet af fagbevægelsens selskab A-Pressen og Freeway Holding, der desuden ejer Dating.dk.

Hvis Lise Bondesens navn virker bekendt, er det muligvis fordi hun er at finde på listen over personer, der er kædet sammen med Se og Hør-sagen, hvor en såkaldt tys-tys kilde solgte oplysninger om kendte personers kreditkort-aktivitet til sladderbladet.

Erkendte fejl
Da Se og Hør-skandalen rullede i sommeren 2014, var Lise Bondesen ansat på Ekstra Bladet som underholdningschef.

Hun valgte at stå frem og erkende, at hun i sin tid som nyhedschef på Se og Hør havde begået fejl. Umiddelbart herefter stoppede hun som underholdningschef på Ekstra Bladet.

Retssagen, der skal kaste lys over Se og Hør-sagen og ikke mindst placere ansvaret, har været længe undervejs, men ser nu ud til snart at rulle.

Inden for et par uger forventes det, at anklageskiftet i sagen offentliggøres - og her vil det så vise sig, om Lise Bondesen er blandt dem, der vil blive tiltalt.

Inhabil
Når sagen skal dækkes, holder Lise Bondesen sig af indlysende årsager på behørig afstand.

- Det er klart, at vi skal dække sagen som alle andre medier. Jeg skal intet have med det at gøre, lige der er jeg inhabil. Så det overlader jeg til de dygtige kolleger på redaktionen og i redaktionsledelsen, siger Lise Bondesen til Ekstra Bladet.

Hun fortæller desuden, at hun er lykkelig og taknemmelig for, at den verserende Se og Hør-sag ikke spænder ben for hendes aktuelle abejdsliv.

- Jeg er sindssygt glad for at have fået denne mulighed og den her stilling. Det er en fantastisk redaktion og et spændende stofområde, siger Lise Bondesen.

Udover fremtiden med det nye job ser Bondesen nu meget frem til, at det sidste punktum i Se og Hør-sagen bliver sat.

- Der har været en periode på nu over to år, og jeg ønsker selvfølgelig mere end nogen anden, at sagen slutter, siger hun.

Se også: FAKTA: Få overblik over Se og Hør-sagen

Mest læste i flash!
Hent flere