Silas Holst afslører drømmepartner

Silas Holst ved godt, hvem han helst vil danse med i dette års 'Vild med dans'

Silas Holst er tilbage i 'Vild med dans' efter fem års pause. Foto: Henning Hjorth
Silas Holst er tilbage i 'Vild med dans' efter fem års pause. Foto: Henning Hjorth

Onsdag morgen sprang Silas Holst ud som den første bekræftede deltager i dette års omgang af 'Vild med dans'.

Hvem han skal svinge rundt på dansegulvet, er stadig uvist, men den 36-årige danser og skuespiller har selv et godt bud, hvis han skulle være så heldig at få frit valg på alle hylder.

- Sådan en som Lise Baastrup ville jeg da bestemt ikke blive skuffet over. Det gad jeg sgu godt. Det, tror jeg, kunne blive sindssygt sjovt. Jeg laver jo meget teater, og det jeg synes er sjovt ved at være med i 'Vild med dans' er, at det er fuld af skæg og ballade i forhold til teater, hvor man mere målrettet arbejder hårdt hen i mod en premiere, siger Silas Holst til Ekstra Bladet.

Et år ad gangen
Du har vundet to gange tidligere. Drømmer du om et hattrick?

- Så langt har jeg ikke tænkt endnu, men det lyder da tiltalende. Lige nu glæder jeg mig bare og er spændt på at finde ud af, hvem pokker jeg skal danse med. Jeg ved det ikke endnu. Jeg tænker først, jeg får det at vide til sommer, når der pludselig står et kamerahold klar til præsentationen. Jeg har ikke fået noget at vide, ellers er det jo heller ikke sjovt, siger Silas Holst og understreger, at han i forhold til sit 'Vild med dans'-comeback tager et enkelt år ad gangen.

- Lige i år passede det bare rigtig godt ind i mine planer. Det hele flaskede sig, og så gav det pludselig super god mening at være med igen. Længere frem end det har jeg endnu ikke tænkt.

Savner det
Nyheden om sin deltagelse i TV2's succesprogram offentliggjorde Silas tidligt onsdag morgen via sin Instagram-profi, hvor han skrev:

- Så må det siges højt. Jeg glæder mig til at være en del af Vild Med Dans familien 2019! Tænk der er gået 5 år siden sidst! Savner det og glæder mig som et lille barn til at 'komme hjem igen'. Vi ses på TV2 til efteråret.

Silas Holst vandt 'Vild med dans' i 2011 sammen med Sophie Fjellvang-Sølling og igen i 2014 med Sara Maria Franch-Mærkedahl som dansepartner.

Mest læste i flash!
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen