Single igen

Elvira Pitzner og kæresten er gået fra hinanden

Ekstra Bladet har ad flere omgange forsøgt at få en kommentar fra parret. - De, (pressen, red.) ringer kun om det negative, siger Elvira selv i programmet.

Elvira Pitzner, der blandt andet er kendt fra 'Diamantfamilien' på TV2 Zulu, er atter single.

Hun og kæresten, Kasper Rylander, er nemlig gået fra hinanden.

Det bekræfter hun i en story på sin Instagram-profil.

- Som mange af jer har bemærket, er det rigtigt, at Kasper og jeg ikke er sammen mere. Tusind tak for alle jeres søde beskeder. I behøver ikke være bekymrede. Jeg er landet et rigtig godt sted, lyder det blandt andet fra Elvira i sin story.

Her understreger 22-årige Pitzner også, at der ikke er noget ondt blod mellem hende og Kasper

- Der er ingen bad feelings mellem os. Vi er gode venner. I behøver ikke at blive ved med at spørge ind til det, for I får ikke noget svar, siger hun videre.

Elvira Pitzner er sammen med sine søstre og sin mor, Katerina Pitzner, en del af TV2 Zulu-programmet 'Diamantfamilien'. Foto: TV2
Elvira Pitzner er sammen med sine søstre og sin mor, Katerina Pitzner, en del af TV2 Zulu-programmet 'Diamantfamilien'. Foto: TV2
 

Rygterne om Elvira og Kaspers brud har svirret på de sociale medier den seneste tid, efter parret stoppede med at følge hinanden på Instagram.

Over for Ekstra Bladet har hverken Elvira Pitzner eller Kasper Rylander ønsket at kommentere bruddet, selvom vi i flere dage har forsøgt at få en kommentar fra parret.

- Jeg har ingen kommentarer, lyder det kortfattet fra Kasper Rylander, mens Elvira Pitzner ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.

Elvira Pitzner er i øjeblikket i gang med at filme til fjerde sæson af 'Diamantfamilien' sammen med sin mor og sine to søstre, Thalia og Ophelia.