Skuespiller Klaus Wegeners enke: Jeg tror, det var et ildebefindende, han fik i vandet

Den aarhusianske skuespiller, der søndag druknede, fik et ildebefindende og blev fundet livløs i vandkanten ved Anholt

- Han var vant til at komme på Anholt, som han var meget glad for, siger Klaus Wegeners enke Inge-Lise Rauhe. Pr-foto
- Han var vant til at komme på Anholt, som han var meget glad for, siger Klaus Wegeners enke Inge-Lise Rauhe. Pr-foto

Søndag eftermiddag blev en 74-årig mand fundet livløs i vandet syd for havnen ved Anholt.

Flere medier - herunder Ekstra Bladet - skrev efterfølgende om dødsfaldet - og tirsdag kom det så frem, at den afdøde var skuespiller Klaus Wegener.

Til Ekstra Bladet fortæller Klaus Wegeners enke Inge-Lise Rauhe nu, at den præcise dødsårsag ikke er fundet - og sandsynligvis heller ikke bliver det.

- Jeg ved faktisk ikke, præcis hvad der er sket. Og jeg tror ikke, der egentlig er nogen, der ved det. Det, jeg ved, er, at Klaus var ude at bade, og så kom han ikke ikke tilbage. Vi skulle mødes et sted, men han kom ikke, siger Inge-Lise Rauhe og fortsætter:

- De (politiet, red.) kalder det en drukneulykke. Jeg tror, at han har fået et ildebefindende i vandet, og så er han blevet båret med strømmen en to- tre hundrede meter, og så blev han fundet livløs i vandkanten. Det er sådan, det er, og jeg har ingen dramatisk historie at fortælle ud over, at det ganske enkelt er sådan, det er sket. Det er en tragisk ulykke, men der er ikke noget drama i det.

- Han blev forsøgt genoplivet både af ambulancefolkene og i helikopteren, men det lykkedes ikke at genoplive ham, tilføjer hun.

Skal det nu undersøges, præcis hvad der skete?

- Nej, det tror jeg faktisk ikke, man gør. Man har ikke foreslået mig, at han bliver obduceret, og det hjælper jo heller ikke på min sorg. Så jeg vælger at tro, at det var et ildebefindende, han fik ude i vandet, og så kunne han ikke komme i land, og så er han drevet med strømmen. Jeg tror desværre, det er så enkelt.

Alsidig skuespiller
Wegener blev uddannet i 1969 på Aarhus Teaterskole i sin lange karriere optrådte han på en lang række danske teatre og medvirkede i flere film og tv-serier.

Han var blandt andet kendt for sin tid på Svalegangen i Aarhus. Hans karriere bragte ham også forbi mange andre teatre inklusive Det Kongelige Teater.

Han har medvirket i både 'Rejseholdet', 'Riget' og et enkelt afsnit af 'Taxa'.

I 2010 medvirkede han i filmen 'Sandheden om mænd', der blev instrueret af Nikolaj Arcel.

I filmen 'Spies & Glistrup' fra 2013 spillede han sammen med blandt andre Pilou Asbæk, Nicolas Bro og Jesper Christensen.

Wegener på scenen sammen med Lone Dam Andersen på Århus Teater i forestillingen 'De dødes rige'. Foto: Johan Mikkelsen
Wegener på scenen sammen med Lone Dam Andersen på Århus Teater i forestillingen 'De dødes rige'. Foto: Johan Mikkelsen
 

Livet i rampelyset
Klaus Wegener blev født og voksede op i Hellerup.

I et portræt i Århus Stiftstidende, der blev bragt i forbindelse med hans 70-års fødselsdag, fortalte han, at han blev fascineret af livet i rampelyset, da hans ældre bror Ole Wegener valgte at blive skuespiller.

Han nåede dog to år i livgarden som sergent, inden han kom ind på skuespillerskolen på Aarhus Teater og blev en del af det første hold skuespillere, som blev støttet af Kulturministeriet.

Væk fra scenen eller kameraet beskrives han af sin familie som en mand med interesse for det kunstneriske og med en passion for, at alle detaljer blev ordentlige. Det var også gældende, når han selv lavede møbler.

Udviklingsarbejde
Den store verden trak også i skuespilleren, der blandt andet havde et særligt forhold til Nepal, som han besøgte et tocifret antal gange. 

Generelt var skuespilleren optaget af udviklingsarbejde for mennesker i fattigere lande end Danmark.

Ifølge sin familie holdt Klaus Wegener ikke igen og var ikke bange for at trække det ind i alle dele af sit privatliv.

Klaus Wegener efterlader sig - udover sin kone Inge-Lise Rauhe - sin datter, en svigersøn og to børnebørn.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere