Slagtet: 'Det er en ommer'

I en anmeldelse i Politiken bliver der langet kraftigt ud efter donutbutikken Bronuts

Der har været lang kø foran den nyåbnede donutbutik i København. Video: Tariq Mikkel Khan

To hjerter ud af seks mulige.

Det er, hvad Politikens anmelder Helene Navne har givet donutbutikken Bronuts, der er ejet af realitystjernen Türker Alici og hans gode ven Ninos Oraha.

De to venner har allerede en butik i Aarhus, men åbnede i juni også en butik i indre København.

Siden da har man kunnet se teenagere i massevis stå i kø til butikken i København for at smage de farverige, runde kager og samtidig få et glimt af og måske en selfie med Türker Alici.

Men trods den store hype omkring donutbutikken har Bronuts ikke fået de bedste anmeldelser med på vejen.

Se også: Startede stor shitstorm: Vi er nødt til at sige fra

Senest er det altså Politiken, der langer ud efter kvaliteten af de donuts, der serveres i butikken.

'Reelt er det en gennemsnitlig donut: pandekageagtig dej stegt i olie og for all we know frosset ned og tøet op igen og pyntet med alt det slik, man kan købe i Netto. En flot facade, men en hul fornøjelse. Alt for meget, et rigtigt ligkistesøm, der sender kolesteroltal og blodsukker i orbit med raketfart, indtil det fiser af, og vi tre sidder stenede og med frosne blikke, og kroppen ømmer sig oven på sukkerrusen,' lyder det blandt andet i anmeldelsen fra Politiken.

Her bliver Bronuts' donuts også betegnet som 'kagens kokain', mens anmelderen pointerer, at hun aldrig kommer til at stille sig i kø igen, og at hun hellere vil '(...) dø af eget bagværks sukker- og fedtindhold eller købe mig til nogle af de kalorier, der virkelig er det værd fra byens andre bagere'.

Bronuts har allerede åbnet butikker i Aarhus og København og planlægger også snart en åbning i Aalborg. Foto: Stine Rasmussen
Bronuts har allerede åbnet butikker i Aarhus og København og planlægger også snart en åbning i Aalborg. Foto: Stine Rasmussen

Skaber stor debat
På Politikens Facebook-side har anmeldelsen skabt heftig debat. Her er der meget delte meninger om, hvorvidt Politikens anmelder har fat i den lange ende eller ej.

'Skod 'mad' til overpris. Præcis ligesom den danske befolkning kan lide det,' skriver en, mens en anden fortsætter i samme stil:

'Min familie og jeg var i hvert fald gevaldigt skuffede, da jeg for ca 1/2 år siden købte hos den i Aarhus.. Tørre og kedelige var de alle. Jeg kommer i hvert fald ikke til at lægge penge der igen,' skriver en anden.

'Helt enig Politiken. Det er en kedelig omgang det er pænt pyntet. Hvis man har prøven et frisk lavet, uden alt den forklædning så ved man hvad kvalitet er.'

Türker er blandt andet kendt fra 'Robinson Ekspeditionen' og 'Paradise Hotel'. Foto: Nent Group Danmark
Türker er blandt andet kendt fra 'Robinson Ekspeditionen' og 'Paradise Hotel'. Foto: Nent Group Danmark

Andre er dog lodret uenige i anmeldelsen og er tilsyneladende meget vrede over den kritik, som Politikens anmelder retter mod den hypede biks.

Se også: Efter Paradise-shitstorm: Derfor viser vi voldsomt drama

'En ting er at anmelde selve produktet, men at få ejerne til at fremstå dårligt er karaktermord. Det en ommer Politiken,' skriver en, mens en anden fortsætter:

'Hold nu jeres kæft man. Bare fordi det kører for dem og i har fået nogle penge for deres konkurrenter, så skriver i sådan en gang vrøvl.Bedste sted og dejligste mennesker. Håber på mere succes for jer drenge,' skriver en anden, og det fortsætter med lignende kommentarer:

'Jeg har smagt alverdens forskellige slags donuts, og Bronuts' donuts er helt bund ærligt noget af det, bedste jeg har smagt! Bund ærlig mening fra et af Danmarks største donuts craver', skriver en tredje, mens flere andre skriver, at de smager 'dejligt' og 'himmelsk.'

Debatten på Politikens Facebook-side er heller ikke gået Bronuts ejernes næse forbi.

'Det er så fantastisk, at Politiken ikke kun vælger at skrive en enkelt artikel om os (Bronuts) men hele 2 artikler .Vi er fan og glæder os til endnu en artikel,' lyder det fra Ninos Oraha i en kommentar i tråden.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Türker Alici, der fortæller, at han ikke har yderligere kommentarer, fordi han planlægger at lægge en video op på fr sociale medier, hvor han fortæller om sagen.

Den kan du se her:

I den pågældende video gør han og Ninos kraftigt grin med anmeldelsen og siger blandt andet:

- Det er dejligt, at vi får så meget omtale. God eller dårlig omtale. Vi ved, at vi har et godt produkt. Vi er glade for det. Og ja - vi får leveret fra Frankrig. Vi får vores egne opskrifter, ligesom McDonald's gør, og ligesom Joe & The Juice gør. Når det kommer til Bronuts er det bare et tabuemne. Men vi lægger ikke skjul på det. Vi har et godt produkt, og vi er tilfredse, siger Türker i videoen.

- Vores gæster er tilfredse. De fleste i hvert fald. Det er det vigtigste, siger han videre.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Helene Navne, der har lavet anmeldelsen af Bronuts for Politiken. Hun er lige nu på ferie og ønsker derfor ikke at kommentere sagen yderligere. Hun henviser i stedet til anmeldelsen.