Smider tøjet: Bombarderes med henvendelser

Cecilie Lassen har valgt at smide tøjet på forsiden af dansk magasin for at sætte fokus på kvindekroppen og dens mange afskygninger

Cecilie Lassen vil gerne slå et slag for kvindekroppen, og derfor har hun valgt at smide tøjet i det seneste nummer af Costume. Foto: Tariq Mikkel Khan
Cecilie Lassen vil gerne slå et slag for kvindekroppen, og derfor har hun valgt at smide tøjet i det seneste nummer af Costume. Foto: Tariq Mikkel Khan

Den tidligere balletdanser og 'Danmark har talent'-dommer Cecilie Lassen har vakt opsigt, efter hun i dette uges nummer af magasinet Costume poserer på forsiden i en stol - topløs vel at mærke.

I magasinet fortæller 38-årige Cecilie Lassen, at hun har valgt at få taget de letpåklædte billeder for at sætte fokus på, at kvindekroppen kommer i mange former og størrelser.

Hun vil samtidig gerne slå et slag for, at der kommer mere fokus på forskellige kvindekroppe i det danske mediebillede.

- Jeg kan godt savne noget så ualmindeligt som billeder af en almindelig krop, siger hun blandt andet i magasinet.

I interviewet fortæller Cecilie Lassen også om sit eget forhold til sin krop, efter hun i september 2017 blev mor for første gang efter en meget svær graviditet, hvorefter hun blev ramt af en voldsom depression.

- Jeg var så ensom på den sofa, og jeg var så alene i min oplevelse af en lykkelig graviditet. For graviditeten i sig selv var jo stadig lykkelig, men alt omkring os smuldrede. Alt ramlede, og det eneste jeg så på Instagram var kvinder, der rendte til koncerter i skinny-jeans og drak mocktails, og det var bare fabulous, og de kunne gøre det hele. Og jeg var bare sådan: 'Det kan ikke være rigtigt, at det kun er det, vi ser derude', har Cecilie Lassen tidligere sagt i podcasten 'To The Moon, Honey', der tidligere har været meget åben om de svære stunder i graviditeten.

Se også: Dansk kendispar sælger huset på rekordtid

Mange reaktioner
På sin Instagram-profil fortæller Lassen, at hun er blevet bombarderet med henvendelser, efter folk er blevet opmærksomme på forsiden på Costume.

'TUSIND TAK - jeg er meget glad og rørt over jeres fantastiske modtagelse, beskeder og feedback if.m vores forside til Costume - Tænk hvis flere blade turde....', skriver hun og fortsætter:

'Fortæl jeres yndlings magasin, hvad I tænker, og hvad I har lyst til at se på forsiden - kunne være smukt med mere plads til diversitet på tværs af krop, farve, kønsidentitet, alder etc. Wauw - I dybeste taknemmelighed for jer', skriver hun og takker samtidig Costume for at sætte en 'ualmindelig almindelig krop på forsiden'.

Se også: Taler ud: Ramt af voldsom depression

Herunder kan du se et par billeder af Cecilie Lassen fra Costume:

Ekstra Bladet har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Cecilie Lassen i forbindelse med forsiden, men uden held.

Cecilie Lassen er gift med musikeren Silas Bjerregaard. Foto: Mogens Flindt
Cecilie Lassen er gift med musikeren Silas Bjerregaard. Foto: Mogens Flindt

1 af 2 Foto: Jnas Olufson
2 af 2 Cecilie Lassen vil gerne slå et slag for kvindekroppen, og derfor har hun valgt at smide tøjet i det seneste nummer af Costume. Foto: Tariq Mikkel Khan