Smittet med coronavirus

Hitsangeren Bro har været smittet med coronavirus

Sangeren Bro er en af de mange danskere, der har været testet positiv for coronavirus. Foto: Mogens Flindt
Sangeren Bro er en af de mange danskere, der har været testet positiv for coronavirus. Foto: Mogens Flindt

Sangeren Bro, der blandt andet er kendt for hits som 'Sydpå', er netop nu aktuel med sangen 'Afstand', som tager udgangspunkt i coronakrisen.

I sangen opfordrer den 24-årige popsanger til, at man tager coronavirus seriøst og holder afstand for at mindske smittespredning.

Og Bro - med det borgerlige navn Kevin Andreasen - taler af erfaring. Han har nemlig selv været smittet med coronavirus.

Det fortalte han, da han gæstede 'Go' morgen LIVE' på TV2.

- Jeg har haft corona for to måneder siden. Jeg blev tjekket to gange. Jeg havde 30 procent lungekapacitet. Jeg kunne ikke trække vejret helt ned, siger Bro, der i interviewet fortæller, at han i lang tid følte sig urørlig og ikke tænkte, at han ville være en af dem, der blev smittet.

Herunder kan du se Bro fortælle mere om, da han selv var smittet med coronavirus:

Kunne ikke se søsters barn
At han var smittet med den frygtede virus tog hitsangeren i stiv arm. En ting var han dog især ked af, da det stod klart, at han på grund af sygdommen var nødt til at være fuldstændig isoleret fra omverden.

- Det var ikke, fordi jeg var decideret bange, men min søster havde lige født, og jeg kunne ikke se den helt lille, og det var jeg ret ked af, siger Bro og fortæller, at sygdommen føltes meget mere voldsom end en almindelig influenza.

- Hvis du ganger almindelig influenza med tre. Jeg var på Bispebjerg og blive tjekket, og så var jeg hjemme i 16 dage. Det gik ved hjælp af McDonald's, pizza og Just Eat. Jeg tog 12 kilo på, siger Bro med et grin og understreger, at han i den periode ikke var sammen med nogle mennesker.

Se også: DR-vært jubler: Han sagde ja!

Coronavirus har i den grad også haft konsekvenser for Bro arbejdsmæssigt. En lang række af hans koncerter er nemlig blevet aflyst. Han anslår selv, at han har fået aflyst flere end 100 spillejobs, hvilket har betydet, at han har måttet tilpasse sit forbrug.

- Åh ja, jeg har selvfølgelig altid noget på kistebunden, men førhen, da jeg tjente rigtig mange penge og spillede rigtig mange koncerter, der brugte jeg også rigtig mange penge. Nu, hvor jeg ikke tjener så mange penge, der bruger jeg heller ikke så mange. Lige nu køber jeg kun det mest basale og bruger ikke penge på ligegyldige ting, som jeg gjorde før, siger Bro til Ekstra Bladet og fortsætter:

- På den måde har det været meget sundt for mig.

Se også: DR-vært afslører: Danske stjerner i nyt tv-program