'Smukke Axel' klar til krig: - Det kan koste dem dyrt

En ny film om 70'ernes byggematadorer Bøje Nielsen og Axel Juhl-Jørgensen er på vej, men Juhl-Jørgensen vil blande sig meget aktivt i, hvordan han fremstilles i filmen

En af de mest farverige erhvervsfortællinger i dansk historie, milliardslagsmålet mellem Bøje Nielsen og Axel Juhl-Jørgensen, skal filmatiseres.

Ugebladet TÆT PÅ kan fortælle, at det skal ske på baggrund af John Lindskogs bog om Bøje Nielsen ’Røvrendt’ (2006). Og det vækker opsigt hos Axel Juhl-Jørgensen.

- Da John Lindskog udgav sin bog, var han til interview hos mig og skrev det modsatte af, hvad jeg sagde. Dengang orkede jeg ikke at gøre noget, for bogen var allerede udkommet. Men virkeligheden var en anden, end der beskrives, siger Axel Juhl-Jørgensen.

Foto: Jens Dresling Kendte Når kendte ryger i totterne på hinanden

I bogen fremstilles han nemlig som skurken, og hvis det samme gør sig gældende i filmen, er Axel Juhl-Jørgensen klar til at gå i krig.

- Det er en lortebog at basere historien på, for den er fyldt med løgn og bedrag. Filmen vil sikkert tiltrække sig meget opmærksomhed, og jeg vil blande mig meget, meget aktivt i, hvad der kommer til at blive fortalt om min rolle i Bøjes deroute. Hvis de har tænkt sig at køre i John Lindskogs kølvand, så får de så meget ballade med mig, at det bliver dyrt for dem, understreger han.

FAKTA

I 1970 stiftede Bøje Nielsen og Axel Juhl-Jørgensen Dansk Totalentreprise, som i 1970'erne fik overvældende succes ved at realisere store byggerier hurtigt og billigt. De ejede hver 50 procent i firmaet. I 1982 blev det til et dramatisk brud mellem parterne. Axel Juhl-Jørgensen fortsatte alene i Danbyg-koncernen, mens Bøje Nielsen blev erklæret konkurs

Det viste sig dog, at Bøje Nielsen ikke var insolvent, og da konkursboet i 1992 blev opgjort, fik han 89 millioner kroner tilbage. Såvel Bøje Nielsen som John Lindskog, der skrev bogen, som filmen skal baseres på, er døde.

I bogen omtales et bittert slagsmål om magten i firmaet. Det vandt Axel Juhl-Jørgensen, som blev en yderst holden herre, lyder det. Bøje Nielsen derimod blev erklæret konkurs på årets sidste dag i 1982. Deraf titlen ’Røvrendt’.

- Hvis ikke jeg havde overtaget fallenten Bøjes halvpart i vores fælles ejendomme og betalt hans konkursbo, og der er tale om flere hundrede millioner kroner, så havde der ikke været nogle penge til kuratorerne, og Bøje havde ikke fået de 89 millioner kroner, han fik, siger Axel Juhl-Jørgensen og fortsætter.

- Vi havde ejendomme for to milliarder kroner med en friværdi på nogle hundrede millioner. Jeg har fundet alle mine selvangivelser fra 1980’erne og 10 år frem, og der kan man tydeligt se, hvor mange penge, jeg har overført til Bøjes konkursbo. Alt det kommer frem, hvis de siger, at jeg har røvrendt Bøje. Jeg gjorde alt for at hjælpe, understreger han.

Bøje Nielsen (t.v.) og Axel Juhl-Jørgensen skabte en formue sammen i byggeindustrien, men endte i et internt slagsmål. Foto: Polfoto
Bøje Nielsen (t.v.) og Axel Juhl-Jørgensen skabte en formue sammen i byggeindustrien, men endte i et internt slagsmål. Foto: Polfoto
 

Og der er flere ting, der taler imod, at han skulle have røvrendt sin tidligere forretningspartner.

- Vi var gode venner i flere år, inden han døde.  Det havde næppe kunnet lade sig gøre, hvis jeg havde snydt ham.

Se også: Karsten Ree til Axel: Skal vi være venner igen?

Forholdt den løftede pegefinger fra Axel Juhl-Jørgensen, skriver den ene manuskriptforfatter, Dan Hoffmann, i en mail til Ekstra Bladet.

- Vi er endnu i et tidligt stadie af manuskriptudviklingen, men det er vores klare intention at skabe et så nuanceret portræt af Bøje som muligt. Filmen udspiller sig i en fascinerende tid i nyere dansk historie. Internationalisering, bredere perspektiv for den daglige snak om økonomi og politik - og ikke mindst en tid der rummer et tab af uskyld i andedammen.

Byggematadoren Bøje Nielsen ser en tv-udsendelse om sin gamle partner Axel Juhl-Jørgensen. Foto: Jan Unger
Byggematadoren Bøje Nielsen ser en tv-udsendelse om sin gamle partner Axel Juhl-Jørgensen. Foto: Jan Unger

Han bekræfter, at filmen skal baseres på bogen 'Røvrendt', som ifølge 'Smukke Axel' er fuld af løgn og bedrag, men sender dog en håndsrækning i retning af Bøje Nielsens tidligere makker.

- Som udgangspunkt lader vi os inspirere af John Lindskogs bog, som vi har filmatiseringsrettighederne til, men vi inkluderer også andre kilder, både offentlige såvel som private, netop med henblik på at skabe et nuanceret og faktuelt billede af, hvad der nok var en af Danmarks største entreprenører nogensinde.

Over for ugebladet Tæt På bekræfter Dan Hoffmann derudover, at skuespilleren Ulrich Thomsen er tilknyttet projektet og skal spille rollen som Axel Juhl-Jørgensen.

Det er endnu for tidligt at sige, hvornår filmen kan ramme de danske biografer, men et 'slag på tasken' vil være vinteren 2018, siger han yderligere til Tæt På.