Søren Ryge i chok: Ejendommens værdi vil jo falde omgående

Den kendte havemand har fået et længe ventet, men højst uvelkomment besøg af nogle brune sataner

Søren Ryge har gennem årene prøvet lidt af hvert i sin flotte have på Djursland, men dræbersnegle er nyt for den erfarne havemand. Foto: Charlotte de la Fuente
Søren Ryge har gennem årene prøvet lidt af hvert i sin flotte have på Djursland, men dræbersnegle er nyt for den erfarne havemand. Foto: Charlotte de la Fuente

Det var jo blot et spørgsmål om tid, før Søren Ryges have - som så mange andres - ville blive invaderet af de danske haveejeres største skræk - de slimede og tilsyneladende ustoppelige dræbersnegle.

Den 74-årige tv-veteran, der i en menneskealder har slået sine folder på slap line i en række populære DR-programmer, fortæller i sin aktuelle haveklumme i Politiken med overskriften 'Dræbersnegle har givet Søren Ryge et chok', at et af hans værste havemareridt nu desværre er gået i opfyldelse.

- Jeg havde rodet i køkkenhaven en times tid, holdt min sædvanlige rygepause på den lyseblå bænk med hunden mellem benene og fik øje på dem uden varsel. Tre orangefarvede snegle, tydeligt velnærede med sorte følehorn, på langsom, slimet vej mod georginerne, skriver han og tilføjer, at han længe har gjort, hvad han kunne for at holde sneglene væk fra haven.

Orange snegle med sorte følehorn har invaderet Søren Ryges have. Foto: Joachim Adrian
Orange snegle med sorte følehorn har invaderet Søren Ryges have. Foto: Joachim Adrian
 

Nu er de glade dage uden slimede snegle i haven forbi, og den folkekære havemand må fremover formodes at få ekstra travlt med kniven, når han går en tur i haven.

Se også: DR-legende har truffet beslutningen: Så længe bliver jeg ved

- Det var et chok, for alle andre har dræbersnegle, men jeg har ikke, har aldrig haft dem i min have, og vi har prist os lykkelige. Har ventet på dem, ganske vist, for vi bor jo ikke på en ø, og når jeg går mine aftenture ad markvejen, ser jeg dem. Har altid kniven fremme, og forleden dolkede jeg ti – den nærmeste kun 50 meter fra haven, skriver han i Politiken.

Søren Ryge er ikke begejstret for den slimede tilføjelse til sin have. Foto: Nicolai Tobias
Søren Ryge er ikke begejstret for den slimede tilføjelse til sin have. Foto: Nicolai Tobias
 

Stavnsbundne
Ud over det åbenlyst irriterende ved at have gæster i haven, som man ikke kan sende hjem igen, er Søren Ryge ikke blind for, at det sandsynligvis ikke er positivt for ejendommens værdi.

- Ejendommens værdi vil jo falde omgående, når det bliver kendt, hvilket sker nu. Vi bliver stavnsbundne, selv om vi ikke drømmer om at flytte. Og værst af alt. Vi skal aldrig gå hygge-aftenture i haven mere, kigge på blomster, aftenhimmel, mosekonebryg og alt det andet gode, for fremover vil vi kun kigge nedad for at få øje på de brune sataner, som naturligvis vil blive dræbt med samme primitive glæde, som når jeg fanger en muldvarp, hunden snupper en rotte, eller jeg klasker en flue.

Søren Ryge slutter sin klumme af med at love, at han fremover vil holde sig opdateret på 'ethvert middel i den store, tåbelige, umulige krig mod dræbersneglene', og tilføjer, at man fremover hjertens gerne må spørge ham om alt vedrørende dræbersnegle.

Det lille, dumme dyr
Til Ekstra Bladet fortæller Søren Ryge, at han ikke ønsker at uddybe sin klumme yderligere. Han vil dog gerne tilføje, at han allerede har fået talrige henvendelser fra læsere.

- Det er jo også tydeligvis et forsøg på at være lidt sjov, men det er ikke altid alle, der opfatter det, og jeg har da allerede fået et par henvendelser fra personer, der mener, at jeg ikke er rigtig klog, når jeg hidser mig så meget op over det, men det lever jeg med, siger Søren Ryge og slutter:

- Du må da gerne skrive, at jeg selvfølgelig har fået masser af henvendelser - både de trøstende og de udskældende. Det er sgu sjovt på grund af det lille, dumme dyr.

Se også: DR med overraskende klart svar: Det går din licens til

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere