Steen Springborg: Stemmen tvinger mig til at stoppe

Den populære skuespiller forlader scenen i sit 40-års jubilæumsår, mens han stadig kan præstere sit bedste

Lige nu er Steen Springborg på vej på turné med Vinterbergs 'Festen'. Foto: Jan Unger
Lige nu er Steen Springborg på vej på turné med Vinterbergs 'Festen'. Foto: Jan Unger

Steen Springborg er en mand, som de fleste danskere har stiftet bekendtskab med i mange sammenhænge. Hans bedrifter på de skrå brædder er utallige og berømmede, men nu er det slut.

Her i året for sit 40-års jubilæum må han stoppe sin teaterkarriere.

Vinterbergs forestilling 'Festen' begynder sin turné i næste uge. Foto: PR
Vinterbergs forestilling 'Festen' begynder sin turné i næste uge. Foto: PR
 

- Stemmen kan ikke mere, så nu er det slut. Og man skal slutte, mens man endnu er på toppen og kan præstere noget godt. Derfor er det et privilegium både at kunne fejre mit jubilæum og runde min teaterkarriere af med at spille Helge - altså faderen i Vinterbergs ’Festen’ - på en turné med Det Danske Teater, siger han.

Slut med at synge
For to år siden blev Springborg opereret i halsen. Man troede i første omgang, at det var cancer, men det var det heldigvis ikke.

- Der var tale om celledelinger, og selv om det var godartet, er stemmen ikke mere, hvad den var. Min stemme er god lige nu, og alt tyder på, at den holder til almindelig tale, men sang kan den slet ikke mere - og sang har fyldt en tredjedel af mit liv.

For en skuespiller er det noget snavs, når stemmen driller, og Springborg erkender, at den usikkerhed, stemmesvigtene har givet, gør ham nervøs.

Nerver
- Den ekstra belastning og de ekstra nerver kan jeg ikke holde til. Min kapacitet er reduceret til 50 pct. af den oprindelige, og det må jeg tage til efterretning. Min kone og jeg har nu haft et par år til at tænke det igennem. Vi er glade og taknemmelige for, at det ikke var kræft, jeg havde, og konklusionen er, at jeg stopper med de store roller på teatret.

Mange Kender Steen Springborg fra blandt andet musicals. Her er det en scene fra 'The Producers'. Foto: Jyllands Posten
Mange Kender Steen Springborg fra blandt andet musicals. Her er det en scene fra 'The Producers'. Foto: Jyllands Posten
 

- Skulle jeg imod forventning igen vove mig op på en scene, vil det blive i bittesmå roller, som ikke kræver stor stemmeudfoldelse. For det er nemlig knaldhårdt for stemmen at spille teater hver aften. Det kan folk sikkert godt forestille sig. Og jeg gider ikke havne i situationer, hvor jeg på grund af nervøsitet eller stemmesvigt er dårligere, end jeg plejer at være.

Ikke tør bag ørerne
Steen Springborg var ikke tør bag ørerne, da han kom ind i skuespillerbranchen. Faktisk var han kun 16 år.

- Det var ellers meningen, at jeg skulle have den realeksamen først, men det var sgu ikke meget, jeg kom på min skole, griner han.

Steen Springborg snød sig ind på teaterskolen. Foto: Mogens Berger
Steen Springborg snød sig ind på teaterskolen. Foto: Mogens Berger
 

I stedet fandt instruktør Ole Roos ham hos skuespiller Tove Bang, som han læste hos, og den klejne teenager debuterede i filmen ’Sæsonen slutter’, hvor to af datidens stjerner, Bent Christensen og Anne-Lise Gabold, delte ham i sengen, og derfra kom han direkte over på tv i DR’s store Rifbjerg-satsning ’Laila Løvehjerte’.

Samtidig snød han sig et år ældre end de 17, han var, og kom ind på skuespillerskolen i Aarhus.

- Dengang var der kun en tv-kanal, så når man enten lavede en tv-serie eller blev interviewet om sin teater- eller filmrolle, så alle med. Jeg var verdensberømt i Aarhus. Langt mere end sådan en ung mand har godt af. Og der var virkelig ’piger på kajen’. Det kunne der ikke klages over, griner han.

Bombetrussel over nøgenhed
Pludselig en dag ringede Henning Moritzen, der dengang var instruktør på Det Kongelige Teater. Det bud, han kom med, fik nærmest unge Springborg til at besvime. Først stod den på ’Hesteguden (Equus)’, hvor Springborg og Helle Hertz var nøgne - det var i øvrigt den sammen rolle, som den tidligere Harry Potter alias Daniel Radcliffe chokerede sit ungdomspublikum med i London for et par år siden.

Men dengang havde Flemming Flindt brudt lydmuren og lanceret nøgenhed på den kongelige scene med sin ’Dødens triumf’. Alligevel vakte Springborgs nøgenlook stor opsigt, og det forringede bestemt ikke den kønne unge mands værdi på scoremarkedet.

Dog var der enkelte vrede stemmer. Blandt andet blev der på premieredagen indtelefoneret en bombetrussel mod Stærekassen, hvor forestillingen skulle spilles. Det viste sig at være en gruppe kristne, som var stærk utilfredse med alt det usømmelige.

Bagefter fulgte ’Teenagelove’ - en af de største succeser på nationalscenen - og sådan fortsatte det, indtil Springborg efter fem år bag de tykke mure sagde op.

Ville være fri
- Det chokerede Henning Moritzen, Waage Sandø og alle de andre. De havde jo skabt mig et navn og givet mig alle chancerne, så de forventede vel at kunne høste lidt mere.

Men jeg måtte ud og prøve noget andet – og sådan har det været hele mit liv. Jeg har prøvet alt - revy, kabaret, show, tv, film, undervisning - alt. Og det er jeg lykkelig for.

Mine børn har betalt prisen
Mange skuespillere har brændt deres lys i begge ender, og Springborg er ingen undtagelse. Han spillede ’En by i provinsen’ om dagen, teater om aftenen, og om natten lavede han sammen med Ole Ernst de populære og meget omtalte musikalske shows på Wessels Kro.

- Det var vildt. Det gik så stærkt. Og selvfølgelig blev vi ikke sjældent hængende og raflede bagefter, smiler han.

Ole Ernst og Steen Springborg gav den i flere omgange gas på Wessels Kro og på mange andre musikalske scener. Foto: Polfoto
Ole Ernst og Steen Springborg gav den i flere omgange gas på Wessels Kro og på mange andre musikalske scener. Foto: Polfoto
 

Men alt har sin pris.

- Jeg har ikke set så meget til mine børn. De har betalt prisen for mine film, mit tv, teater, show - det hele. Og for mit eget vedkommende kan jeg sige, at det har været en meget stor omkostning ikke at være med, når ens børn vokser op. Det mærker jeg meget i dag. Nu er jeg 60, og jeg har besluttet, at jeg vil gå i lære som bedstefar og være noget for mine to børnebørn.

Mens han siger det, kommer han i tanke om, at han for resten lige har en stor turné med ’Festen’ forude.

- Hmmm. Lige nu må jeg jo nok tilstå, at ’Festen’ kun har to forestillinger i København, resten er på landevejen, så jeg må nok sige til mine børnebørn, at vi kan ses til påske og så til sommer, når jeg stopper.

Min kone ville ikke have mig
Den unge Steen Springborg var en ombejlet herre. Der var så at sige frit valg på alle hylder, hvilket kun var behersket sjovt, og i en kødelig beruselse indgik han en dag et fjollet giftermål, der nær havde skygget for hans store kærlighed.

Alexandra Foss var ikke nem at score, en dag lykkedes det. Foto Ole Frederiksen
Alexandra Foss var ikke nem at score, en dag lykkedes det. Foto Ole Frederiksen
 

Alexandra Foss serverede på Frimanns på Gråbrødre Torv. Det var datidens insted for alle de hippe, men selv om den ’verdensberømte’ ungersvend rullede charmen ud, gad hun ham ikke.

Gad ikke gifte mænd
- Jeg måtte spørge min gode ven Ole Ernst til råds, for hun var utilnærmelig. En dag sagde hun til mig, at hun ikke gad gifte mænd. Jeg var allerede ved at blive skilt, og ægteskabet, hvis man overhovedet kan kalde det sådan, havde kun varet i et halvt år.

- Så nu fik jeg fart på for at få formalia i orden. Og den dag, jeg fik det blå stykke papir med min skilsmisse, gik jeg på Frimanns og smækkede den op på bardisken til hende. Det blev den bedste dag i mit liv. Sandra gik med mig hjem, og der har hun været siden, klukker han.

Det var to ’super-ungkarle’, der havde fundet sammen, og da sønnen Mark skulle fødes, var Sandra hyret som roadmanager for Anne Linnet Band - det var kæmpestort dengang.

Sandra Foss var blev roadmanager for Anne Linnet, så Steen Springborg måtte pænt blive hjemme. Foto: Polfoto
Sandra Foss var blev roadmanager for Anne Linnet, så Steen Springborg måtte pænt blive hjemme. Foto: Polfoto
 

Far på barsel
- Jeg havde en rolle på Folketeatret, som jeg virkelig ikke brændte for, så jeg gik op til direktør Preben Harris og bad mig fritaget, så jeg kunne blive hjemmegående og passe Mark. Jeg husker stadig hans venlighed, og da han sagde: ’Selvfølgelig skal du da det’, gik jeg glad hjem og blev en af de første danske mænd med barselsorlov
- selvbetalt.

- Til gengæld gik der 25 år, før Preben Harris ringede til mig igen med en rolle, så han har nok ikke været så tilfreds.

Først da der kom flere børn til, måtte Springborg-parret give op og hyre en au pair-pige. Da var Sandra Foss direktør for Unique Models, og Springborg var direktør for Lorry-scenen.

 

Skærm

Mest læste i flash!