Stjerner i Skagen

Den tidligere fodboldlandsholdsspiller Allan Nielsen og hans hustru, ridestjernen Tina Lund, nyder det nordligste Danmarks egenart og natur

Allan Nielsen og Tina Lund har boet i Dubai de seneste syv år med deres to børn på tre og syv år. I disse dage hygger de sig med flere af vennerne på toppen af Danmark. Foto Ernst van Norde
Allan Nielsen og Tina Lund har boet i Dubai de seneste syv år med deres to børn på tre og syv år. I disse dage hygger de sig med flere af vennerne på toppen af Danmark. Foto Ernst van Norde

Der er dømt pause for børnepasning og hverdagstilværelsen i ørkenstaten og skattelyet Dubai, mens den tidligere fodboldlandsholdsspiller Allan Nielsen og hans hustru Tina Lund, der har gjort sig på internationalt topniveau i ridebanespringning i flere år, er på fire dages ferie med base på det eksklusive Ruths Hotel i Gammel Skagen.

- Det er tredje gang, vi er her, og jeg synes, det er fantastisk. Det er Danmark på sin skønneste måde med landskaberne, menneskene, klitterne, blomsterne. Noget helt andet end det Sjælland, vi kommer fra og kender, siger 39-årige Tina Lund med tydelig begejstring i stemmen.

En begejstring, der kunne være på et lille sted, da coronakrisen aflyste De Olympiske Lege i Tokyo og ridestjernens sikre udsigt til at skulle repræsentere Danmark i springkonkurrence.

- Bittert, men så fik vi det gode ud af coronakrisen, at vi fik meget mere tid og samvær med vores børn på tre og syv år, siger Tina Lund, der også har gjort sig i reality-programmet 'Forsidefruer'.

Drøje økonomiske hug
Parret, der blev gift i 2011, har boet de seneste syv år i Dubai, hvor Tina Lund samtidig har langt bedre vilkår end herhjemme for at passe sin træning og karriere som springrytter på topplan.

Hendes 10 år ældre ægtemand, der siden sit karrierestop som professionel fodboldspiller i blandt andet Tottenham har været engageret inden for ejendomsbranchen med en stor milliongæld til følge, glæder sig også over en lille pause på toppen af Danmark.

- Her er skønt, og vi nyder det, siger han, da han har lagt mobiltelefonen til side.

De såkaldte 'kendisser' har der ikke umiddelbart været så mange af i Skagen i år, så Allan Nielsen og Tina Lund bliver bemærket som her, hvor de venter på at få et frokostbord på Ruths Hotel. Foto Ernst van Norde
De såkaldte 'kendisser' har der ikke umiddelbart været så mange af i Skagen i år, så Allan Nielsen og Tina Lund bliver bemærket som her, hvor de venter på at få et frokostbord på Ruths Hotel. Foto Ernst van Norde

Allan Nielsen har trods sine drøje hug på det seneste i forretningsverdenen ikke overvejet at finde tilbage i sin gamle boldgade som enten træner eller kommentator.

- Der er så mange dygtige og kompetente eksperter og kommentatorer i forvejen.

- Jeg har prøvet trænergerningen (i Herfølge), men jeg er glad for den frihed, jeg har nu, selvom min fodboldkarriere var en skøn tid, som jeg tænker tilbage på med stor glæde, siger Allan Nielsen, der i maj i fjor var med til at indvie sin gamle engelske klubs nye, flotte Tottenham Hotspur Stadium.

Se også: Fyrer den af i Skagen