Stopper i 'X Factor'

Lars Ankerstjerne har valgt at stoppe som dommer i 'X Factor'

Ankerstjerne blev i flere omgange blevet kritiseret for at afbryde sine meddommere. Video: Anthon Unger.

Efter to sæsoner har Lars Ankerstjerne valgt at stoppe som dommer i 'X Factor'.

Det oplyser han på sin Instagram-profil.

Ankerstjerne gik ind til opgaven med målet om at skabe noget, der kunne stå bagefter. En artist der rent faktisk ville kunne klare sig efter programmet. Det er umiddelbart ikke lykkedes.

'Kære venner, jeg har besluttet, at jeg holder pause fra X-Factor for at fokusere på nye drømme og projekter. Det betyder altså, at jeg ikke er med i næste sæson af X-Factor,' skriver han på Instagram.

Her fortsætter han:

'X-Factor har været et kæmpe eventyr og ét af mit livs allermest spændende udfordringer. Jeg vil savne hele holdet. Både dem på skærmen og dem behind the scenes. Det er nogle af de mest dygtige mennesker, jeg har arbejdet med. Kæmpe fornøjelse. Ønsker alle held og lykke med den nye sæson. Og jeg glæder mig til at skrive en masse ny musik. (Og til hvad der ellers er i støbeskeen) Møzzz. //Anker'.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Benene eksede
Efter finalen af årets 'X Factor', der blev afviklet 23. maj, fortalte Ankerstjerne til Ekstra Bladet, at han følte, at al energi var suget ud af kroppen på ham, og han ønskede ikke at give afklaring på, om han var klar på en tur mere i manegen.

- Det ved jeg ikke. Far er træt i kroppen. Far er simpelthen så sæson-træt og udmattet lige nu, sagde han stående på den scene, hvor deltagerne havde forsøgt at imponere ham fredag efter fredag.

- Lige så snart den røde lampe i kameraet slukkede, så eksede benene under mig. Så jeg skal sgu lige hjem og samle tankerne lidt, fortsatte han.

Nu har Ankerstjerne altså valgt, at det skal være slut med 'X Factor' for denne gang. Lars Ankerstjerne blev far for første gang i forbindelse med den første sæson på TV2, hvor han var blandt de nye dommere, der skulle byde Blachman trods. Siden har han skullet balancere jobbet som tv-dommer, far, kæreste og sangskriver for navne som Burhan G og Rasmus Seebach.

Ny dommertrio
Over for Ekstra Bladet understreger underholdningsredaktør hos TV2, Dorte Borregaard, at man har været glad for at have Ankerstjerne ombord. Det er allerede meldt ud, at der kommer en ny sæson med Sofie Linde som vært.

- Vi har været superglade for at have Ankerstjerne som dommer i de to første ’X Factor’-sæsoner på TV2, men nu tager han en pause for at hellige sig andre opgaver.

- Det betyder selvfølgelig, at dommerholdet til den kommende sæson ser anderledes ud, og vi er i fuld gang med at finde frem til en ny konstellation, som vi glæder os til at fortælle mere om, når kabalen er gået op, siger Dorte Borregaard.

Dermed er der fortsat heller intet nyt om den kvindelige dommer Oh Land, som er højgravid og føder denne sommer.

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson
 

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Ankerstjerne.