Stort fremmøde da Ole Thestrup blev bisat

– Han var et fantastisk menneske og en vidunderlig nabo, som vi kommer til at savne, sagde nabo Søren Møller, inden kirkeklokkerne ringede bisættelsen af den folkekære skuespiller i gang

Ole Thestrups enke Hanne siger et sidste farvel til sin mand, der døde 2. februar (Video: Tariq Mikkel Khan)

– Vi er samlet for at tage afsked med Ole. Vi skal bede for ham – og vi skal synge for ham, bekendtgjorde præst Mikkel Vale, da skuespilleren Ole Thestrup lørdag kl. 14.00 blev bisat fra Hørby Kirke på Tuse Næs få kilometer fra Holbæk.

Og bedt blev der for den folkekære skuespiller, som teatergængere gennem de seneste mere end 40 år vil huske for utallige pragtpræstationer på de skrå brædder – og som tv- og filmelskere elsker for hans ikoniske roller i så forskellige film som ’Busters Verden’ og 'Blinkende Lygter’.

Skuespillerne Mads Knarreborg (tv) og Preben Kristensen ankom sammen til Hørby Kirke for at tage afsked med Ole Thestrup. Foto: Tariq Mikkel Khan
Skuespillerne Mads Knarreborg (tv) og Preben Kristensen ankom sammen til Hørby Kirke for at tage afsked med Ole Thestrup. Foto: Tariq Mikkel Khan

Og ja, der blev sunget. Fra salmebogen var det ’Se, nu stiger solen af havets skød’, ’Sorrig og glæde de vandre til hobe’ og ’Kirkeklokke! mellem ædle malme’, mens det var mere utraditionelt, men ikke desto mindre helt i Ole Thestrups ånd, at kirkesangere og bisættelsesgæster stemte i med en smuk udgave af Bob Dylans ’Death is not the End’.

Netop den sang brugte Dylan-connoisseuren Ole Thestrup selv som terapi, da hans egen far lå for døden, og som præst Mikkel Vale bemærkede med reference til Bob Dylan-teksten, så er døden ikke slutningen. Heller ikke for Ole Thestrup, der blot blev 69 år gammel..

Hans ånd og store hjerte vil leve videre i dansk film- og teatersammenhæng – og i Tuse Næs’ lokalsamfund, som Ole Thestrup blev en del af for mere end 20 år siden, og som helt til hans død var en stor del af den store skuespillers identitet sammen med fru Hanne.

Gensidig kærlighed

– Ole var et vellidt aktiv i lokalsamfundet, lød det i Mikkel Vales prædiken, og at dømme efter det store opbud af lokale medborgere fra det lille landsbysamfund var det gensidig kærlighed mellem Thestrup og alle naboer og genboer i Tuse Næs.

Skuespilleren Waage Sandø ankommer til Hørby Kirke for at tage afsked med Ole Thestrup. Foto: Tariq Mikkel Khan
Skuespilleren Waage Sandø ankommer til Hørby Kirke for at tage afsked med Ole Thestrup. Foto: Tariq Mikkel Khan

– Han var et fantastisk menneske og en vidunderlig nabo, som vi kommer til at savne, sagde nabo Søren Møller, inden kirkeklokkerne ringede bisættelsen i gang.

– Vi har været en del i teatret for at se ham i hans forskellige roller, og hver gang har det det været store oplevelser, men nu er Ole her ikke mere, og det, vi først og fremmest tænker tilbage på, er, at vi har mistet en fantastisk kammerat og nabo, sagde Søren Møller.

Mikkel Vale undlod ikke at komme ind på de dæmoner, der kom til at præge en stor del af Ole Thestrups liv: Alkoholen. Det var dette ulykkelige partnerskab med en farlig ven, Ole Thestrup ikke kunne styre, der i 1988 fik ham på samtlige af landets avisforsider, da han – angiveligt med en promille på 2,33 – gik amok på et fly, som måtte nødlande i Canada.

Hjalp alkoholikere

Den forseelse kostede Thestrup 43 dage i brummen. Siden var han flere gange involveret i spirituskørsel, inden han lagde sit liv markant om, gik i afvænning og drak sin sidste dråbe spiritus i sit alt for korte liv. Det skete 17. oktober 1997. Fra da af og til sin død forrige fredag hjalp han utallige andre alkoholikere med at stoppe deres misbrug.

Skuespilleren Anette Støvelbæk var taget til Hørby Kirke for at tage afsked med Ole Thestrup. Foto: Tariq Mikkel Khan
Skuespilleren Anette Støvelbæk var taget til Hørby Kirke for at tage afsked med Ole Thestrup. Foto: Tariq Mikkel Khan

– Han havde en stor betydning for en hel masse mennesker med alkoholmisbrug. Han hjalp dem, så meget han overhovedet kunne. Og det var ikke kun hans telefon, der altid var åben for dem. Det var også hans hjerte, fastslog Mikkel Vale i sin prædiken, inden Thestrups enke, Hanne, rejste sig.

Hun lagde en hånd på sin mands kiste, kiggede på det store fremmøde i Hørby Kirke, holdt tårerne tilbage og sagde ’Tak fordi I kom’.

Familie og venner fra Tuse Næs og omegn bar Ole Thestrups kiste ud af kirken. Og Danmark var endegyldigt blevet en af de helt store skuespillere fattigere.

Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen