Stort svindelnummer fortsætter: Chili Klaus brænder nallerne

Flere kendte danskeres ansigter er blevet brugt til svindel på nettet - nu er turen kommen til Chili Klaus

Chili Klaus blev 'muy caliente', da han så svindelnummeret med sit ansigt. Foto: Jan Dagø
Chili Klaus blev 'muy caliente', da han så svindelnummeret med sit ansigt. Foto: Jan Dagø

Det er absolut ikke sjovt at blive snydt, men det må være næsten lige så slemt at snyde folk, uden man selv er klar over det.

Derfor må Claus Pilgaard, bedre kendt som Chili Klaus, også have været godt gal i skrællen, da han fandt ud, at hans ansigt nu blev brugt til at narre godtroende Chili Klaus-fans i en falsk artikel.

I artiklen stod der, at den 53-årige jernmund havde tjent styrtende summer på cryptovalutaen bitcoin, og at han tilmed delte denne hellige gral af en fidus med hele Danmark i et interview med Jes Dorph-Petersen.

Derefter kunne man selv lave en million ved at indtaste sin kontooplysninger. Chili Klaus er dog på ingen måder involveret.

- Det frustrerer mig, at nogle platugler kobler mig og mit ansigt sammen med deres svindelnummer. Desværre frygter jeg, at nogle reelt bliver fanget på det forkerte ben og smider penge efter noget, der viser sig at være fup. Det er jo det, jeg pludselig lægger navn til!, skriver chili-connaisseuren til Ekstra Bladet i en sms.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet om kendte, der bliver fuppet. Senest er Viggo Mortensens ansigt også blevet brugt til bondefangeri.

En blanding
Artiklen er fra hjemmesiden Netnocodaily.com. Siden er en stor pærevælling af rigtige nyheder stjålet fra danske nyhedssider og hjemmesidens egenproducerede svindelnumre.

Det betyder, at hvis man forvilder sig ind på siden og klikker rundt, kunne man fristes til at tro, at alt var lavet efter samme kvalitet.

Heldigvis for Chili Klaus blev han gjort opmærksom på svindlerne.

- En god ven gjorde mig opmærksom på, at jeg figurerede i en Facebook-annonce, hvor jeg åbenbart gav gode råd om, hvordan man bliver millionær. Det aner jeg ikke, hvordan man gør, og jeg kunne aldrig finde på at rådgive om sådan noget, skriver Claus Pilgaard til Ekstra Bladet.

Se også: Stigende internetsvindel: Flere og flere køber iPhones, der aldrig når frem med posten

Derfor greb chili-entusiasten til tasterne, hvor han advarede sine følgere på Facebook mod den falske artikel.

Et kendt fænomen
Ekstra Bladet var i forbindelse med samme type svindelnummer i kontakt med Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert og partner i it-sikkerhedsvirksomheden CSIS.

Han var overbevist om, at der ingen penge at hente var i hjemmesidens tvivlsomme bitcoin-metoder.

- Fælles for dem alle er, at det er regulær svindel. Du får ikke det afkast, som bliver lovet. Enten forsvinder pengene, eller også får du måske nogle få andele i en tvivlsom krypto-forretning, siger Peter Kruse.

Se også: Internetsvindlere har frit spil: Politiet drukner i sager

Og det er altså ikke nødvendigvis en nigeriansk prins, der sidder bag tasterne og prøver at franarre dig dine penge.

- Når det er skrevet på fejlfrit dansk, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at der er danskere involveret i det. Enten er det oversættere, der laver research i Danmark, eller også er det danskere, der er en fast del af svindlen, forklarer it-eksperten.

Se også: Nigerianer anholdt for mailsvindel for 400 millioner kroner

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere