Susanne Bier: - Jeg nåede at blive nervøs

Den danske instruktør fik svedige håndflader under nattens Golden Globe-uddeling i Hollywood

Den danske instruktør frygtede, at 'The Night Manager' slet ikke ville blive belønnet. Sådan endte det heldigvis ikke. Arkivtfoto: Splash News
Den danske instruktør frygtede, at 'The Night Manager' slet ikke ville blive belønnet. Sådan endte det heldigvis ikke. Arkivtfoto: Splash News

Susanne Bier færdes efterhånden hjemmevant blandt verdens største skuespillere.

I nat var ingen undtagelse, da hendes tv-serie, 'The Night Manager', var nomineret i kategorien bedste miniserie ved Golden Globe-prisfesten i Hollywood.

Her sad den 56-årige instruktør blandt de største filmstjerner i salen på Hollywood Hilton Hotel, da den 74. udgave af prisfesten løb af stablen.

Den danske instruktør Susanne Bier. (Foto: AP) Film - 9. jan. 2017 - kl. 03:32 Trods Golden Globe-hattrick: Prisen glippede for Bier

Desværre blev det ikke til en statuette til Susanne Bier i denne omgang. 'The Night Manager' blev slået af 'The People vs. OJ. Simpson: American Crime Story'.

- Jeg nåede lige at blive nervøs, da vi ikke vandt prisen for bedste miniserie, erkender Bier, da Ekstra Bladet taler med hende kort efter showet, der blev styret at Jimmy Fallon.

Den danske instruktør frygtede, at 'The Night Manager' slet ikke ville blive belønnet.

- Men jeg er på ingen måder skuffet nu, siger Susanne Bier, der kan glæde sig over tre andre priser til sin tv-serie.

Den britiske skuespiller Hugh Laurie vandt en Golden Globe for sin birollepræstation i serien. Derefter vandt Olivia Colman prisen for bedste kvindelige birolle i samme serie. Skuespiller Tom Hiddleston understregede til sidst triumfen, da han vandt prisen for sin hovedrollepræstation i 'Natportieren', som serien hedder på dansk.

- Det er meget flot. Vi er det mest vindende tv-show. Jeg kunne ikke være mere glad, siger hun.

Susanne Bier har tidligere vundet en Golden Globe. Det gjorde hun i 2011 for 'Hævnen'.

Susanne Bier omgivet af prisvinderne Tom Hiddleston og Hugh Laurie. Privatfoto
Susanne Bier omgivet af prisvinderne Tom Hiddleston og Hugh Laurie. Privatfoto
 

Mest læste i flash!