Synnøve Søe fundet død

Forfatter og journalist Synnøve Søe er død, 55 år

Synnøve Søe er død, 55. Foto: Ditte Holm
Synnøve Søe er død, 55. Foto: Ditte Holm

Forfatter og journalist Synnøve Søe er mandag fundet død i sit hjem i Aarhus.

Det skriver Tæt På.

Dødsfaldet bekræftes af hendes halvbror, journalist Jeppe Søe.

- Ja, det kan jeg bekræfte. Jeg har hørt i eftermiddags, at hun er fundet død. Vi har ikke haft kontakt siden 1989, hvor hun skrev bogen 'Fars' om sin påståede frygtelige barndom - som jo altså også var min barndom - en historie, som hun senere indrømmede var helt fiktiv. Det er jeg glad for, at hun nåede at få frem, inden hun fik ro, siger Jeppe Søe til Ekstra Bladet.

- Den sag er derfor fortid for mig, og mine tanker er udelukkende hos hendes søn, Romeo, siger Jeppe Søe videre.

Synnøve Søe boede en længere periode på Bornholm, men de seneste par år har hun haft adresse i Aarhus. Foto: Casper Dalhoff
Synnøve Søe boede en længere periode på Bornholm, men de seneste par år har hun haft adresse i Aarhus. Foto: Casper Dalhoff

Til Ekstra Bladet siger Jeppe Søe videre:

- Hun var min søster indtil 1989. Det er en fælles barndom, vi har haft. Uanset at man er på kant og uanset de voldsomme ting, hun har gjort mod familien og især far, så er det klart, at mine tanker også går tilbage til vores barndom, hvor vi var nære venner. Nære søskende. Det er en underlig følelse at stå med.

Synnøve Søe boede i længere tid på Bornholm og arbejdede som forfatter og journalist, hvor hun var tv-vært i flere talkshows. Det var romanen Fars, der var Synnøve Søes første bog. I 1990 udgav hun bogen 'No credit'. Og fra årene 2006 til 2009 udgav hun yderligere tre romaner. Den seneste var romanen 'Skrifte', som svævede mellem fiktion og biografi.

Synnøve Søe modtog i 2008 Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat.

Den selvbiografiske 'Fars' bragte hende på kant med sin familie, især halvbroren Jeppe Søe, som hun efterfølgende mistede kontakten med, skriver Tæt På.

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen