Tager stort skridt med kæresten

Ditte Julie Jensen har sammen med sin kæreste, Joakim Skak, lejet en drømmelejlighed i København

Ditte Julie Jensen og Joakim Skak dukkede sammen op på den røde løber i slutningen af februar. Foto: Mogens Flindt
Ditte Julie Jensen og Joakim Skak dukkede sammen op på den røde løber i slutningen af februar. Foto: Mogens Flindt

For Ditte Julie Jensen har de seneste måneders coronakrise stået i forelskelsens tegn, efter hun i slutningen af februar afslørede, at hun igen havde fundet kærligheden efter skilsmissen fra Marck Topgaard.

Her viste hun stolt iværksætteren Joakim Skak frem som sin kæreste, efter de to i en periode havde holdt forholdet til hinanden hemmeligt.

- Vi har bare haft brug for at have sådan en periode, hvor han skulle møde mine børn, og vi skulle finde ud af, hvordan og hvorledes det hele skulle være. Så vi har jo kendt hinanden i et år, men som venner, og vi har aldrig tænkt ... at det kom lige pludselig tror jeg lige, at vi begge to har skullet sluge og mærke efter nede i maven. Jeg har egentlig ikke haft travlt med at dele det. Jeg har heller ikke lyst til, at det skal være sådan en ting, sagde hun dengang til Ekstra Bladet.

Se også: DR-kendis hyldes for letpåklædt billede

24-årige Joakim Skak bor til daglig i Aalborg, mens 32-årige Ditte Julie Jensen bor i København, men om et par måneder er det slut med at pendle for at tilbringe hverdagen sammen. Det fortæller 'Den store bagedyst'-deltageren på Instagram.

'Om to måneder flytter jeg sammen med ham her. I lidt af en drømmelejlighed helt ud til vandet. En stor lejlighed, hvor er der plads til os, børnene og kontor/arbejdsplads. Glæder mig,' skriver Ditte Julie Jensen til et billede af hende og kæresten.

Over for Ekstra Bladet bekræfter Ditte Julie Jensen, at parret flytter sammen. Hun fortæller, at det er Joakim Skak, der forlader det nordjyske og i stedet slår sig ned i København.

Joakim Skak er iværksætter og driver til daglig virksomheden MinRecept, og derfor kan det godt lade sig gøre for ham at flytte til hovedstaden. 'Den store bagedyst'-deltageren forventer dog ikke, at det bliver den helt store omvæltning, at de to nu skal til at dele adresse.

- Da Joakim bor i Aalborg, så har vi været vant til, at når Joakim har besøgt mig, så har vi boet sammen hos mig. Det har jo gerne været et par dage, så det har aldrig bare været sådan noget kæresteri med lidt aftenhygge. Det har altid været en forlænget weekend eller en hel uge ad gangen, siger hun og fortsætter:

- Så det med at bo sammen tror jeg egentlig, at vi er lidt ude over og har fundet vanerne i forhold til det. Joakims forretning ligger stadig i Aalborg, så han kommer også til at være der nogle dage der hver 14. dag, og derfor bliver det ikke så meget anderledes - andet end at han nu altid har fast bopæl sammen med mig, og det bliver dejligt, jubler hun.

Se også: Tv-kendis lagt for had over snot-billede: - Det er så ondskabsfuldt

Flytter aldrig til Aalborg
For Ditte Julie Jensen har der ikke været tvivl om, at det ville være Joakim Skak, der forlod sin hjemby, hvis de to skulle bo sammen.

- Der er ikke en mulighed for, at jeg nogensinde kan flytte til Aalborg, når jeg har den forretning, jeg har, for den kan kun rigtigt drives her. Og så har jeg to børn herovre, så det ville ikke kunne hænge sammen for mig. Det har slet ikke været et spørgsmål for mig. Jeg har valgt, at jeg aldrig vil flytte fra København - i hvert fald ikke mens mine børn er under 18 år, siger hun.

Hun fortæller, at Joakim Skak derudover også elsker København, hvor han tidligere har boet i forbindelse med noget arbejde. Og han ser frem til igen at have bopæl i hovedstaden.

'Jeg glæder mig helt vildt,' skriver iværksætteren i en besked til Ekstra Bladet og bekræfter dermed ligeledes, at parret inden længe flytter sammen.

Se også: DR-kendis scorer nyt tv-job

For risikabelt at købe
I København har parret fundet en bolig, som Ditte Julie Jensen beskriver som en 'drømmelejlighed'.

- Jeg har ikke turdet drømme om, at jeg skulle bo i så lækker en lejlighed, men det er lykkedes. Vi har fundet en meget stor femværelses lejlighed helt ud til vandet nede ved Amager Strand. Der er havudsigt og stor tagterrasse, fortæller hun om lejligheden, som de ikke har købt - og det er der en helt bestemt årsag til:

- Vi lejer den, og det er selvfølgelig også, fordi Joakim og jeg skal finde ud af, om vi skal bo sammen. Jeg synes, det er for risikabelt at købe, når man ikke har været sammen i længere tid.

Den forelskede Ditte Julie Jensen ser frem til at få fælles adresse med kæresten. Men selvom de altså har været vant til at bruge flere dage i træk sammen, så kan det alligevel meget vel blive noget andet, når man permanent skal bo under samme tag.

- Når man er smaskforelsket, så er alt bare vidunderligt, og man er ligeglad, hvor de sure strømper bliver lagt. Det har intet at sige, men du kan jo ringe igen om et halvt år, så skal jeg give dig en opdatering omkring det, slutter Ditte Julie Jensen med et stort grin.