Taler ud om moderens død i hyldest: - Vi græd begge to

Citybois markerer mors dag med en sang til Anthon Edwards Knudtzons afdøde mor

Citybois har skrevet en sang til  Anthon Edwards Knudtzons afdøde mor i anledningen af mors dag. Foto: Universal Music Group
Citybois har skrevet en sang til Anthon Edwards Knudtzons afdøde mor i anledningen af mors dag. Foto: Universal Music Group

Det er knap fire år siden, at Anthon Edwards Knudtzons fra popgruppen Citybois blev ramt af en stor sorg, da han som 17-årige mistede sin mor til kræft.

Anthon har tidligere haft svært ved at snakke om moderens død. Men i dag markerer hitduoen mors dag med sangen 'Mor', der er skrevet til hans mor.

Sangen har været længe undervejs, men det er først nu, fire år efter hans mor tabte kampen til kræft, at han er klar til åbne for sine følelser.

Se også: Stjernerne hylder afdød rocklegende

- Det var meget angstprovokerende at åbne for det. Jeg taler tit med mig selv om det. Det tog noget tid før vi begyndte at grave dybt i mine tanker. Vi prøvede flere gange uden held, fordi det var sådan et følsomt emne, siger Anthon til Ekstra Bladet og tilføjer:

- At kunne overvinde sin frygt gennem musik er en meget smuk og speciel følelse.

Selvom det var svært for Anthon at skrive og indspille sangen, var det en lettelse, da han kunne ånde lettet op og høre den færdige sang komme ud ad højtalerne.

Med den nye sang håber han på at kunne hjælpe andre, der har mistet en tæt på.

- Det har været vigtigt for mig at lave denne sang. Det har taget noget vægt fra mine skuldre. Jeg har aldrig været i tættere kontakt med mine følelser. Det kræver mental styrke. Da vi havde indspillet sangen og kunne høre den fra start til slut, der græd vi begge, siger Anthon.

Se også: Ikke til at tro: Internettet amok over hendes alder

Et kærlighedsrus
Den anden part af popduoen,Thor Farlov, havde også et godt forhold til vennens mor, derfor var det også svært for ham at skulle skrive sit vers, skriver han på Instagram.

'Som bedsteven og partner er skabelsen af dette nummer noget af det smukkeste jeg nogensinde har været vidne til. Hvis man kender Anthon tæt, ved man, at det ikke altid er det største samtale emne, så at høre ham skrive en så smuk og ærlig sang er next level,' skriver Thor Farlov i opslaget.

For Anthon har det haft en helt særlig betydning, at hans bedste ven er med på sangen.

- Det er første gang, at en anden har sunget til mig. Det var en vild følelse. Det er den flotteste selvskrevet tekst, han synger helt personligt til mig. Hold kæft en kærlighedsrus, siger Anthon.

Hitduoen udkommer med deres nye album 'Bois Forever' 15. maj, hvor de for første gang har haft mulighed for at skrive sange, der handler om andet end fest og piger. Den nye sang er også at finde på albummet.