Tidligere DR-vært til ny tv-kanal

David Mandel, der i mange år slog sine folder på P3, har fået nyt tv-job

David Mandel (i hvid skjorte) har inviteret serieekspert Frederik Dirks Gottlieb sammen med to andre 'Game of Thrones'-fans - Sara Bro og Mikkel Kryger - i studiet, når der skal nørdes eventyrserie. Foto: Pr/Xee

8. april har den nye tv- og streamingkanal Xee, der gik i luften i begyndelsen af året, premiere på et nyt, dansk program om tv- og streaming.

Programmet hedder 'Seriefix' og præsenteres i en pressemeddelelse som 'et uformelt talkshow, hvor ugens gæster ser og taler om alle de nye og populære tv-serier, danskerne elsker'.

Talkshowet er til både hardcorefans og alle andre serieelskere, der søger inspiration, viden og indsigt, oplyses det.

Som vært på 'Seriefix'-programmet har Xee gaflet David Mandel, der vil være et velkendt navn blandt DR's radiolyttere.

Mandel har nemlig i en årrække underholdt og oplyst lytterne på P3. Han stoppede dog som vært på DR sidste år.

David Mandel vil fremover slå sine folder på den nye kanal Xee. Foto: Agnete Schlichtkrull / DR
David Mandel vil fremover slå sine folder på den nye kanal Xee. Foto: Agnete Schlichtkrull / DR
 
I 'Seriefix' har han hver uge kendte gæster i studiet samt en serieekspert.

Hvert program har et specifikt tema og går tæt på tre-fire serier. Undervejs vises der masser af klip fra serierne. Programmet byder desuden på quizzer, hvor gæsterne dyster i serieviden.

Premieren bliver meget passende en 'Game of Thrones'-special, da den populære eventyrserie næste måned tager hul på den ottende og sidste sæson.

Se også: Populær P3-vært stopper: Det er ikke længere mit drømmejob