Til salg for 12 millioner: Farvel efter ti dejlige år

Nikolaj og Anne Lie Kaas har sat deres villalejlighed i Hellerup til salg

Parret har været gift siden 2008 og har to børn sammen. Foto: Anthon Unger
Parret har været gift siden 2008 og har to børn sammen. Foto: Anthon Unger

Nikolaj Lie Kaas, hans kone, Anne, og parrets to døtre skal have nyt hjem. De har nemlig sat deres villalejlighed i Hellerup til salg.

Det skriver Anne Langkilde Lie Kaas på Instagram.

'Efter 10 dejlige år med denne vidunderlige oase af en have tæt på byen og havet, sælger vi nu vores villalejlighed på Nordkrog i Hellerup. Vi kommer til at savne det her sted. Her er rart, trygt og dejligt!' skriver hun på det sociale medie, hvor hun har delt en række billeder af hjemmet.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Anne Langkilde Lie Kaas, der i en mail bekræfter, at de har sat boligen til salg.

'Det er rigtig, at vi sælger vores villalejlighed. Men der er ikke så meget andet at sige, end det er tid til at prøve noget nyt. Vi har været rigtig glade for at bo på Nordkrog,' skriver hun.

Hun fortæller desuden, at villalejligheden bliver sat til salg for 11.995.000 kroner.

Nikolaj og Anne Lie Kaas købte boligen i starten af 2011 og flyttede ind i underetagen, mens filminstruktør Christoffer Guldbrandsen og hans kone, Julie, boede ovenpå. Det fortalte de dengang til Billed-Bladet.

- Huset skal sættes i stand, så jeg ved ikke, hvornår vi flytter ind, men vi glæder os til hus og have, lød det dengang fra Anne Langkilde Lie Kaas, som afslørede, at de ikke kendte det par andet på forhånd.

Nu skal der så ske noget nyt for det kendte par. På nuværende tidspunkt ønsker Anne Langkilde Lie Kaas dog ikke at uddybe, hvad det er.