To uheld på få dage: - Jeg fik et kæmpe chok

Turen i bil fra Danmark til Frankrig gik langtfra efter planen for Janni og Karsten Ree

Janni og Karsten Ree kom heldigvis ikke noget til i forbindelse med uheldet. Privatfoto
Janni og Karsten Ree kom heldigvis ikke noget til i forbindelse med uheldet. Privatfoto

Forsidefruen Janni Ree og hendes mand, Karsten Ree, er lige nu på vej hjem i bil fra Provence, Frankrig, hvor de har været på ferie den seneste tid.

Turen derned startede dog langtfra, som det kendte par havde håbet.

På vej mod destinationen var de nemlig involveret i et færdselsuheld.

Da parret kørte i et sving på motorvejen ned igennem Tyskland, ramte de en anden bil med høj fart.

Se også: Rørt til tårer: - Det er helt fantastisk

- Jeg lå og sov på bagsædet, da det skete, og jeg lå med hovedet lige der, hvor det skete. Så jeg fik et kæmpe chok, for det lød meget voldsomt, siger Janni Ree til Ekstra Bladet.

- Den anden bil var i vores blinde vinkel, og så kørte vi ind i den med siden. Et 'sideklask', kalder Karsten det. Så vi måtte ind til siden, tale med dem og have styr på forsikring og de her ting.

Janni Ree med sin nye bil, som hun og Karsten kørte på ferie i. Privatfoto
Janni Ree med sin nye bil, som hun og Karsten kørte på ferie i. Privatfoto

Ingen til skade
Heldigvis kom ingen noget til under uheldet. Dog kom Janni Rees nye bil, en hvid Volkswagen Beetle, ikke helt uskadt fra uheldet.

- Den er helt ny, så det er jeg selvfølgelig rigtig ked af, men det er jo, hvad der sker. Vi er bare glade for, at der ikke skete mere, og at der ikke skete mere med os.

En ulykke kommer som bekendt sjældent alene. Ifølge Janni Ree kom Karsten nemlig også galt afsted, da han onsdag var ude at køre i sin Cobra, som han har stående i Frankrig.

- Han skulle hente den fra værksted. Han tager fejl af speederen og bremsen, flyver i luften i en rundkørsel og pløjer ind i en kæmpe statue med et flere meter langt spyd. Bilen er kommet meget slemt til skade og skal nu sendes til England, siger Janni Ree og understreger, at der ikke er sket noget med Karsten.

Se også: Ree i stor millionhandel

- Men ikke flere ulykker til os nu, siger hun videre.

Selvom 75-årige Karsten Ree er kommet galt afsted flere gange på det sidste, mener Janni Ree ikke, at det er uforsvarligt, at han kører i bil.

Uheldet skete i Montauroux, hvor parret har hus.

Ifølge Janni Ree kom politi og ambulance hurtigt til stedet, og de tjekkede Karsten, som dog ifølge Janni Ree havde det fint under omstændighederne og slap uden skader.

Det er denne Cobra, som Karsten kørte i. Privatfoto
Det er denne Cobra, som Karsten kørte i. Privatfoto
 

Tænker ekstra over det
Begge uheld har givet stof til eftertanke, og det har fået parret til at tænke lidt ekstra over, hvordan de kører, når de nu er på vej hjem fra Frankrig.

- Vi kørte jo nonstop på vej herned, og det skal man ikke, for man bliver træt, uden man egentlig opdager det. Så det har vi taget ved lære af, og nu tager vi en overnatning på vej hjem, siger Janni Ree i bilen fra Frankrig.

- Så nu tager vi det helt stille og roligt og sørger for, at vi kommer sikkert hjem. Vi vil ikke udsætte os selv for fare. Vi skal jo nå at se mit nye barnebarn, siger Janni, der netop er blevet farmor for anden gang.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra det lokale politi, men det har i skrivende stund ikke været muligt.

Se også: Rasende Karsten Ree misbrugt: - Jeg er flov og gal