Trækker stikket: - Det gør ondt

Katrine Bonde Halby, der er kendt fra 'Vild med dans', har valgt at sælge sin danseskole, og det har bestemt ikke været en nem beslutning

Her ses Katrine Bonde Halby sammen med Noam Halby i 'Vild med dans', hvor de dannede par tilbage i 2009. Foto: Mogens Flindt
Her ses Katrine Bonde Halby sammen med Noam Halby i 'Vild med dans', hvor de dannede par tilbage i 2009. Foto: Mogens Flindt

Den tidligere 'Vild med dans'-stjerne Katrine Bonde Halby, der er gift med Noam Halby - frontmand i bandet Johnny Deluxe - har valgt at lukke sin danseskole, efter hun i længere tid har kæmpet med økonomien på danseskolen, som ligger både i Nykøbing Falster og i Naksov.

Det fortæller hun i et ærligt opslag på Instagram.

Se også: Mille Dinesen er blevet single

Her forklarer hun ligeledes, at det er med blødende hjerte, at hun nu har valgt at dreje nøglen om på KBD - Katrine Bondes Danseskole, som danseskolen hedder. Ifølge den 35-årige danser har coronakrisen givet danseskolen det sidste dødsstød.

'Det er med tårerne trillende ned ad kinderne, at jeg skriver dette opslag. Jeg bliver nødt til at dreje nøglen om på min danseskole! Og det kræver lidt flere ord, eller... - jeg har behov for at sætte nogle flere ord på. Det er ikke kun coronas skyld, men danseskolen er i den grad sat i
skakmat af COVID 19', skriver hun og fortsætter:

'Det har hele tiden været min drøm at åbne min egen danseskole. Min søn var kun fyldt 1 år, da jeg åbnede i 2013, og der var ikke meget barsel i min kalender. De første mange år gik med 200 km i timen med drøn på Cirkus Revy, Vild med dans, egen danseskole, der blev kæmpe stor hurtigt, udvidelser til større lokaler, to byer, og da vores datter kom til i 2017 - ønskede jeg en 'normal' barsel - til at få lidt ro på'.

'Men det blev desværre en svær beslutning om barsel, da elevnedgang og økonomien på danseskolen ændrede sig drastisk. Oven i hatten ramlede jeg ind i en bølge af 'ingen drive, energi, motivation og gå-på-mod'. Alt det jeg plejede at have masser af!, skriver hun.

Katrine Bonde Halby ses her sammen med sin mand, Noam Halby, da hun var gravid med deres datter. Foto: Peter Hauerbach
Katrine Bonde Halby ses her sammen med sin mand, Noam Halby, da hun var gravid med deres datter. Foto: Peter Hauerbach

Dårligere tilslutning
Ifølge Katrine Bonde Halby gik det markant ned ad bakke, da hun vendte tilbage fra sin barsel, og siden da er omsætningen på danseskolen faldet.

'Jeg har altid elsket at undervise og dele danseglæde og passion med mine elever, og det var bestemt også det, der har holdt mig kørende, mens den administrative del af at drive danseskole har været den tunge del for mig, især de sidste to sæsoner. Og med mistet omsætning pga COVID 19, lukker jeg dette kapitel. Det gør ondt. Men jeg er så stolt af min danseskole, med så gode værdier og flotte resultater. Jeg nåede mit mål - og det er jeg stolt af!', skriver hun.

I opslaget fortæller Katrine Bonde Halby dog også, at hun allerede har fundet en, der kan overtage hendes , og at hun selv vil komme til at fortsætte med at undervise der i fremtiden.

Se også: Har ikke set mor i flere måneder

'Jeg fortryder på ingen måde de hurtige år - det har været det hele værd! Men nu glæder jeg mig til 'bare at skulle på arbejde' - 'bare at skulle nyde at danse og undervise', skriver hun videre.

I 2009 dansede Katrine Bonde Halby og Noam Halby sammen i 'Vild med dans'. Her kunne hele Danmark løbende se dem forelske sig for åben skærm.

I 2012 blev de forældre til sønnen Milas og i 2017 kom deres datteren Saga til verden.

Noam Halby, der har en voksen søn fra et tidligere forhold, friede til Katrine Bonde Halby for åben skærm i 'Go' morgen Danmark' på TV2 i 2013, og parret giftede sig ved et forårsbryllup i marts 2016.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Katrine Bonde Halby, men hun er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.