Tv-kendis dømt for bedrageri

Tessie Skovly er blevet dømt for bedrageri

Tessie medvirkede i 'Ex on the Beach' sidste år. Foto: Janus Nielsen
Tessie medvirkede i 'Ex on the Beach' sidste år. Foto: Janus Nielsen

Fredag blev realitydeltageren Tessie Skovly, der er kendt fra 'Kanal 4'-programmet 'Ex on the Beach', dømt for bedrageri.

Det skete, efter at Tessie Skovly blandt andet har solgt designertasker, tøj og elektronik til i alt 73 personer, som dog aldrig modtog varerne. Ifølge tiltalen fik Tessie Skovly personerne til at overføre penge til forskellige konti, men de fik aldrig deres varer at se. Til formålet brugte hun blandt andet kørekort, der ikke var hendes, til at identificere sig selv.

Se også: Krig i realityland: - Det er fuldstændigt respektløst

Ifølge dombogen, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, har Tessie Skovly snydt for over 164.000 kroner i en periode, der strækker sig fra februar 2017 til juli 2019.

Sagen har kørt som en tilståelsessag, og af dombogen fremgår det, at Tessie Skovly har godtaget erstatningskravet, som de forurettede har rejst mod hende. Hun skal således betale erstatning til de 73 personer på beløb mellem 283 og 9500 kroner i løbet af de næste 14 dage.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Tessie Skovly, der bekræfter, at hun er blevet dømt i sagen. Derudover har hun ikke yderligere kommentarer.

Tessie bekræfter over for Ekstra Bladet, at hun er blevet dømt i den omfattende sag. Foto: Janus Nielsen
Tessie bekræfter over for Ekstra Bladet, at hun er blevet dømt i den omfattende sag. Foto: Janus Nielsen
 

Ekstra Bladet har tidligere talt med flere af de personer, der har været ofre for Tessie Skovlys svindel.

- Jeg fandt et opslag på Facebook, hvor man kunne købe lækkert tøj til en rigtig fin pris. Det var ikke bekymrende billigt, men til rimelige penge. Jeg tog derfor kontakt til Tessie og forhørte mig, hvordan det foregik, har kvinden Anne-Marie tidligere fortalt til Ekstra Bladet om svindlen.

- Jeg var meget kildekritisk og fandt derfor også en Facebook-gruppe, hvor der var en del positive tilbagemeldinger på forskelligt tøj, hun havde solgt andre piger. Derfor følte jeg mig sikker nok til at handle med hende. Min søster og jeg blev snydt for 900 kroner. Hun for 300 kroner, og jeg for 600 kroner, fortalte hun videre og betegnede situationen som 'frustrerende'.

Se også: Ny 'Ex on the Beach'-deltager anklaget for svindel

Dengang havde 23-årige Tessie følgende at sige til sit forsvar:

'Det er korrekt, at jeg er blevet anklaget for at have snydt nogle kunder i forbindelse med mit daværende tøjfirma. Der er tale om seks personer, som hævder, jeg har snydt dem for beløb på varierende størrelse – alle under 1000 kroner. Jeg var i retten for 11 måneder siden, men ingen af de seks dukkede op, og derfor blev retssagen udskudt til senere', sagde Tessie Skovly og fortsatte:

'Jeg må understrege, at jeg ikke er dømt, og at det er ord mod ord. Jeg mener ikke, jeg har gjort noget forkert, og jeg er ked af, hvis nogen føler, jeg har snydt dem. Derudover har jeg ikke yderligere kommentarer til den sag.'