Tv-kendis er blevet mor

'Mig og min mor'-Jessica og hendes forlovede er blevet forældre til en lille dreng

Jessica Priscilla med hendes famøse mor Jette. Foto: Mogens Flindt
Jessica Priscilla med hendes famøse mor Jette. Foto: Mogens Flindt

Jessica Priscilla fra realityprogrammet 'Mig og min mor' kan dårligt få armene ned for tiden. Søndag blev hun og hendes forlovede, Nicklas Meyer Bremer, nemlig forældre til en lille dreng.

- Fødslen gik godt, men jeg havde smerter i lang tid. Mit vand gik, og så havde jeg veer i 16 timer, fortæller Jessica til Ekstra Bladet.

- Jeg tog på hospitalet og kommer ind på en undersøgelsesstue og ganske rigtigt, er jeg allerede åben, som man siger.

Fødslen gik heldigvis gnidningsfrit. Den lille purk vejede 3255 gram og målte 49 centimeter, da han kom til verden.

- Jeg blev tilbudt epidural og morfin og sådan noget, men jeg vil helst ikke have sådan nogle ting, så jeg klarede den uden, siger Jessica.

- Det er jeg også rimelig stolt af, for jeg har fået at vide af hospitalet, at næsten alle gravide vælger en epiduralblokade.

Barnets fulde navn er ikke bestemt endnu, men fornavn og mellemnavn er allerede på plads. Ifølge Jessica får han det mundrette navn Jax Anakin.

- Jeg har altid ønsket mig, at hvis jeg fik en søn, skulle han hedde Anakin. Det er jo faktisk fra Star Wars, men jeg kan bare god lide navnet, fortæller Jessica med reference til Darth Vaders mindre kendte navn, Anakin Skywalker.

Den lille guldklump er ifølge Jessica Priscilla glad og ved godt helbred. Privatfoto
Den lille guldklump er ifølge Jessica Priscilla glad og ved godt helbred. Privatfoto

Se også: Sangerinde gravid: Venter barn nummer ti

Mormor Jette
Udover Nicklas var mor Jette selvfølgelig også tilstede ved fødslen. Hun er mildest talt også begejstret for sin nye titel som 'mormor Jette'.

- Hun er glad og stolt, og hun har faktisk været god til at give mig plads til at tage mig af barnet. Man kunne måske godt tro, at hun var typen, der hele tiden ville se sit barnebarn og være med, men hun er god til at vente, til jeg spørger om hjælp. Det er jeg rigtig glad for, siger Jessica.

- Det var også godt for min forlovede, at hun var der. Det var ikke noget, jeg lagde mærke til under fødslen, men han måtte gå ud flere gange for at få luft, fordi jeg skreg af smerte og havde det hårdt. Det var frustrerende for ham, at han ikke kunne hjælpe mig.

Den næste tid har det nybagte forældrepar dedikeret til deres nyfødte, der kræver masser af opmærksomhed. Heldigvis kører amningen helt uden problemer. 

- Man kan ikke forestille sig det, før man selv er blevet mor. Det er en helt unik følelse, man har bare lyst til at sidde med sin baby og intet andet, fortæller Jessica.

Se også: Michael Monetz valgt fra af sin datter: Kunne ikke være mere ligeglad