Tv-kendis jubler: - Det blev et stort ja!

Jasmin Gabay skal giftes med sin kæreste Niclas

Sådan så Jasmin og Niclas ud umiddelbart efter frieriet. Foto: Privat
Sådan så Jasmin og Niclas ud umiddelbart efter frieriet. Foto: Privat

Lørdag formiddag fik Jasmin Gabay, der er kendt fra 'Den store bagedyst', sig en overraskelse, hun sent vil glemme.

Hendes kæreste, trommeslageren Niclas Bardeleben, gik nemlig på knæ i det vaskeri, hvor de var på date sammen for første gang, og hun kan derfor nu kalde sig forlovet.

Det afslører hun i et opslag på Instagram.

'Det blev et stort JA herfra. Niclas hev mig med på det vaskeri, hvor vi havde vores første date. Her brød han ud i en hjemmekomponeret sang, først med ukulele, ind kom et fantastisk kor for så at blive efterfulgt af brassband', skriver hun i opslaget og fortsætter:

'Elskede alt ved det, men mest ham som sang. JA til dig altså', skriver hun videre.

Jasmin Gabay har tidligere medvirket i Dansk Melodi Grand Prix. Foto: Mogens Flindt
Jasmin Gabay har tidligere medvirket i Dansk Melodi Grand Prix. Foto: Mogens Flindt
 

Meget glad
Da Ekstra Bladet kort fanger Jasmin Gabay over telefonen er det tydeligt, at hun har svært ved at få armene ned.

- Vi er meget glade. Han er simpelthen så fantastisk, siger hun og fortsætter med at fortælle, at Niclas havde gjort meget ud af frieriet.

- Det skete jo på det her vaskeri, hvor vi havde vores første date. Vi kom ind, og så ville Niclas sige noget, men han kunne ikke rigtig, siger hun og fortsætter:

- Jeg tænkte godt over, at der var mange mennesker i det her vaskeri. Der sad så en mand på en bænk, der spurgte Niclas, hvorfor han ikke sang, og så begyndte Niclas så at synge en sang, han havde skrevet til mig, mens manden spillede, og så kom der korsangere og band. Det var bare helt fantastisk, siger Jasmin Gabay, der fortæller, at det nyforlovede par nu skal fejre det med et hotelophold.

- Jeg er meget, meget glad, siger hun.

I februar sidste år stod Jasmin Gabay og Niclas Bardeleben frem offentligt som par for første gang.

Det skete til premieren på 'Lego Filmen'. Siden da er parret flyttet sammen, og nu kan de altså også se frem til at kalde sig mand og kone i den nærmeste fremtid.