Tv-kendis lagt for had over snot-billede: - Det er så ondskabsfuldt

Annemette Voss har fået en lang række grove beskeder, efter et humoristisk opslag på hendes Instagram ifølge hende er blevet kraftigt misforstået

Det er dette billede, der har fået sindene i kog rundt omkring. Foto: Privat
Det er dette billede, der har fået sindene i kog rundt omkring. Foto: Privat

Forleden delte den tidligere 'Bagedyst'-vinder Annemette Voss, hvad der ifølge hende var tænkt som et humoristisk og relativt uskyldigt opslag på sin Instagram-profil.

I forbindelse med opslaget delte hun et billede, hvor hun kysser sin søn.

Til billedet skrev hun følgende tekst:

'Jeg drømmer mig lige tilbage til alle ANDRE øjeblikke end dette fra vores skiferie. Jeg skal bare lige vide... er jeg den eneste mor, der...i mangel på servietter...har slikket mine børn om munden - både med og uden madrester og snot?! Eller slikket mine børns fingre rene for på bagkant at indse, at det var bussemænd, jeg lige slikkede af?!'.

Siden er opslaget blandt andet blevet omtalt i en artikel i B.T., og det har for alvor sat gang i reaktionerne - og bestemt ikke den positive af slags.

Det fortæller hun til Ekstra Bladet.

- Jeg er på ingen måde flov over, hvordan jeg er som mor, og jeg ved, at jeg er en god mor. Det her opslag skal jo ikke forstås som om, at jeg går rundt frivilligt og slikker mine børn fri for snot. Det er en humoristisk kommentar til, at man kan være i situationer, hvor man får kysset sit barn, og der måske kommer snot, bananmos eller andet snask med, siger Annemette Voss og fortsætter:

- Efter, jeg lagde opslaget op, har jeg ikke fået negative reaktioner, men opslaget har selvfølgelig skabt debat. Flere har skrevet, at det kender de da også, og hvem gør ikke det, og nogen synes, det er for meget. Jeg har bare grinet af det, og der har aldrig været en hård eller aggressiv tone. Det var sjov og ballade og en humoristisk kommentar til, hvordan det også kan være at være mor. Men da det så blev omtalt i medierne, bliver det fuldstændig misforstået, og så begyndte de negative kommentarer at tikke ind.

Annemette Voss vandt 'Den store bagedyst' i 2013. Foto: Bjørn Jakobsen/Nent Group Danmark
Annemette Voss vandt 'Den store bagedyst' i 2013. Foto: Bjørn Jakobsen/Nent Group Danmark

Meget voldsomme
Ifølge Annemette Voss har hun siden da modtaget tusindvis af grove og hadske beskeder.

- Reaktionerne har været meget voldsomme og decideret modbydelige. Folk har for eksempel skrevet, at jeg ikke er bagt færdig oveni knolden, og at de ikke længere vil følge mig eller bruge mine opskrifter, siger hun og fortsætter:

- Der har også været flere mænd, der har skrevet, om jeg så også sluger klatten, og om de skal gokke mig i munden. Der er folk, der mener, at jeg skal tages af 'Go' morgen Danmark', fordi det ikke er i orden, at jeg står der, når jeg er så uhygiejnisk. Det er bare på ingen måde rimeligt, og det er så ondskabsfuldt, siger hun.

Se også: Værste mareridt: Taler ud om stor sorg

Ifølge Annemette Voss går de mange grimme reaktioner hende meget på.

- Jeg føler, det er mobning, og det føles som et meget direkte angreb. Det er mennesker, der overhovedet ikke kan sættes sig ind i det, og som har draget deres konklusioner på et forkert grundlag. Det er fuldstændig vanvittigt, siger hun og tilføjer: .

- Jeg blev faktisk rigtig ked af det, og jeg har grædt rigtig meget. Jeg synes, det er rigtig ubehageligt. Jeg ønsker slet ikke denne her opmærksomhed. Det var slet ikke det, der var min intention med opslaget. Det er jo ikke fordi, jeg synes, at det er lækkert at kysse min søn på bagsiden af tungen og at have fået snot eller noget andet med. Men i nødsituationer har jeg da slikket hans fingre rene og bagefter tænkt, hvad jeg mon har fået med af snavs og bussemænd, og så har jeg grint af mig selv, men nu bliver det vendt til noget helt andet. Det humoristiske i det bliver fjernet, og det er blevet helt forvredet.

Plads til uenighed
- Men kan du godt forstå, at der er nogen, der synes, det er grænseoverskridende?

- Jeg synes, at det, man kunne gøre, var at grine med eller sige, at det synes jeg ikke er sjovt, men jeg forstår ikke, man har lyst til at være så grov over for mig og lade det gå ud over mit arbejde og skrive, at jeg er uprofessionel. For hvad har det her med mit arbejde at gøre?. Hvordan kan folk gå så langt som til at skrive, at de har mistet alt for mig? Jeg er ikke ligeglad med, at noget, jeg har sendt ud i verden, og som jeg har sendt ud i sjov, bliver tolket sådan, siger hun og fortsætter:

- Jeg antager ikke straks, at folk er dumme. Jeg tænker ikke straks, at folk har et sølle liv. Jeg tænker, at de har deres grund til at tænke, hvad de gør. Jeg tænker, at det er en kommunikationsbrist. Men jeg har ikke budt op til kamp. Jeg bød op til et godt grin, og så er det fuldstændig blevet fejltolket.

Se også: Brystoperation gik HELT galt: - Jeg fortryder

Ifølge Annemette Voss havde hun regnet med, at hun ville få blandede reaktioner, og dem tager hun også med oprejst pande. Men nu er det gået for vidt.

- På mit opslag blev det jo til at starte med modtaget humoristisk. Jeg vidste godt, at der var mange, der ville reagere på det og skrive, at det var ulækkert. Men folk skrev det med et glimt i øjet. Uenighed har jeg ikke noget imod. De må gerne synes, det ikke er sjovt, men jeg har problemer med, når det bliver så ondskabsfuldt, og at det bliver vinklet over på mit arbejde, siger hun og fortsætter:

- Mange siger, at man ikke skal give det opmærksomhed, og at man bare skal ignorere det. Men det er jo 5000 rigtige mennesker, der går ind og skriver det her, og sandheden er bare, at man ikke bare kan kalde dem ubegavede og dumme, bare fordi de tolker det på en forkert måde.

Annemette Voss blev kendt, da hun medvirkede i 'Den store bagedyst' i 2013. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Annemette Voss blev kendt, da hun medvirkede i 'Den store bagedyst' i 2013. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
 

- Hvis du kunne sende en besked til de personer, der sidder derude og skriver onde kommentarer, hvad skulle det så være?

- Jeg vil bare sige, at de tydeligvis har misforstået noget, og at jeg håber, at andre mennesker ikke er ligeså hårde ved dem, når det er dem, der laver en joke, som bliver vendt til en forkert sandhed, siger hun og tilføjer:

- Jeg har ikke bedt om det her, bare fordi jeg er en offentlig person. Vi må gerne være vrede på hinanden og være uenige, men jeg synes, at når noget, der tydeligvis er lavet i sjov, bliver gjort til noget så ulækkert, så er det et tog, der er kørt helt af skinnerne. Intentionen med det bliver fuldstændig fordrejet.

1 af 2 Annemette Voss er ked af de mange grimme beskeder, hun har modtaget. Foto: Jakob Jørgensen/Nent Group Danmark
2 af 2 Det er dette billede, der har fået sindene i kog rundt omkring. Foto: Privat