Tv-kok: - Der venter et blodbad

Der venter et grimt blodbad i restaurationsbranchen, vurderer Thomas Castberg

Som en del af genåbningens fase 2 får restauranter og cafeer lov til at slå dørene op. Video: Tariq Mikkel Khan

I snart to måneder har restauranter og cafeer i hele landet stået gabende tomme og efterladt tusindvis af restauratører på randen af økonomisk ruin.

18. maj tillader coronavirussen, at bøfhuse, burgerbarer og bistroer må åbne igen - noget mange har ventet på med stor utålmodighed.

Thomas Castberg håber, at der vil være penge til at hjælpe folk i gang igen, for han er sikker på, at der vil komme mange konkurser. Foto: Linda Johansen
Thomas Castberg håber, at der vil være penge til at hjælpe folk i gang igen, for han er sikker på, at der vil komme mange konkurser. Foto: Linda Johansen
 

Se også: Chok i køkkenet: - Det er pisseulækkert!

For 'MasterChef'-dommeren og kokken Thomas Castberg er begejstringen dog til at overse.

- Det er fint nok, at vi må åbne igen, men vi kender jo endnu ikke omstændighederne omkring genåbningen. Vi aner ikke, hvor skrappe restriktionerne vil være, og om det overhovedet vil kunne betale sig at åbne, siger Thomas Castberg til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at hvis en restaurant skal fjerne hvert andet bord, vil det være umuligt at tjene penge.

- Det ændrer intet, at vi må åbne, hvis det bliver sådan. Og jeg tror, at vores brancheorganisation, HORESTA, har helt ret i, at vi i 3. og 4. kvartal vil se det helt store blodbad med masser af konkurser. Desværre, siger han.

Se også: Konkurs under tv-program: - Det kom ikke som et chok

Thomas Castberg, der er aktuel i TV3-programmet 'Med kniven for struben', har især ondt af de mindre og små restauranter.

- De der små fede steder vil dø. Dem der kæmper og knokler 16 timer om dagen, for det de brænder for. Dem der har brugt hele deres personlige opsparing på at banke en restaurant op. Det ærgrer mig helt vild. Vi andre skal nok klare os, siger han.

Kort før coronaen lukkede Danmark ned, åbnede Castberg restauranten Bøf - med bøfkongen Lars Damgaard som pengemanden bag.

- Vi kommer ikke til at tjene penge i år. Personligt har jeg afskrevet 2020 restaurationsmæssigt. Vi har ingen udeservering og har ikke vores højtid de kommende måneder, som mange andre har. Så vi kommer igennem det. Men vi skal være kreative. Vi udvælger, slagter og modner selv vores kød, så vi har ret meget, vi skal af med, siger han.

En af de ting, der kommer til at gøre økonomisk ondt på Thomas Castberg og hans partnere, er den aflyste Smukfest.

- Vi har normalt to restauranter i Skanderborg med næsten 600 siddepladser. Sådan noget begynder man at planlægge og købe ind til allerede i starten af året, fortæller han.

Se også: Tv-kok i chok: Katastrofalt!

Thomas Castberg understreger, at han trods sin meget afdæmpede begejstring over muligheden for at genåbne landets restauranter ikke peger fingre af regeringen og deres hjælpepakker og restriktioner.

- De har gjort, hvad de kunne i en helt usædvanlig situation. Men jeg vil sådan håbe, at man vil gøre noget for at hjælpe folk i gang, når det her er overstået. Det bliver der brug for, siger han og fortsætter.

- Engang var der noget, der hed iværksætterhjælp. Det tror jeg, at der bliver rigtig meget brug for igen.

Se også: Dansk tv-dommer: De får en røvfuld der gør ondt

Ud over at vente på myndighedernes præcise regler og retningslinjer for genåbningen af landets restauranter, venter Castberg også i spænding på nyt om forsamlingsregler.

- Vi skal til at optage 'MasterChef' 26. maj. Må vi mon det, spørger Thomas Castberg der hen over foråret og forsommeren skal have juleversionen af madkonkurrencen i kassen.