Tv-kok drosler ned: Har kæmpet med stress

Gorm Wisweh skruer ned for tempoet, fordi han har haft for meget at se til

Gorm Wisweh har ad flere omgange været ramt af stress. Foto: Linda Johansen
Gorm Wisweh har ad flere omgange været ramt af stress. Foto: Linda Johansen

De seneste måneder har det været begrænset, hvor meget man har set til kokken Gorm Wisweh i 'Go' morgen Danmark', hvor han ellers har været fast inventar som en del af kokkeholdet de sidste år.

Det er der dog en særlig grund til.

Gorm Wishweh, der står bag Gorms Pizza, har nemlig kæmpet med stress henover sommeren, og som konsekvens deraf har han valgt at skrue kraftigt ned for tempoet.

Det fortalte han til Ekstra Bladet, da vi mødte ham i forbindelse med tv-kokken Christel Pixis boglancering tirsdag.

- Jeg satser på, at 2020 bliver et mere roligt år. Jeg havde et dyk hen over sommeren, hvor jeg kæmpede med noget stress, jeg lige skulle af med. Så det har været et fokus på, at jeg ikke skulle booke mere ind. Lige trække vejret og kigge frem mod 2020 i stedet for og så egentlig anerkende, at der ikke er nogen, der glemmer en, bare fordi man ikke har travlt. Så jeg har skåret ned på 'Go' morgen Danmark' også. Det er jeg heller ikke så meget i for tiden, fortæller han ærligt.

Se også: Tv-kok i tårer: Gift for anden gang

Ifølge Gorm Wishweh begyndte klare stressymptomer at melde sig hos ham i sommer.

- Jeg tabte boldene. Jeg glemte ting. Jeg glemte min pinkode. Man står med et kort, man har haft i fire år, og så aner man slet ikke, hvordan man skal bruge det. Jeg har haft rigtig dårlig søvn. Jeg sov nærmest ikke i flere uger i streg, og jeg fik sådan nogle panikanfald. Der begyndte det virkelig at blive slemt, siger han og fortsætter:

- Jeg har prøvet det en gang for mange år siden (at have stress, red.), så jeg blev heldigvis opmærksom på symptomerne. Det var skridtet før, at jeg gik helt ned. Så nu prøver jeg at tage det stille og roligt.

Gorm Wisweh til boglancering. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Gorm Wisweh til boglancering. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Kulminerede til festival
Ifølge den kendte tv-kok begyndte symptomerne at melde sig forud for sommerens festivaler, hvor Gorms Pizza traditionen tro har boder.

- Sjovt nok var det en heling for mig at tage på festival. Jeg tog derned med den forudsætning, at jeg ikke havde noget ansvar. Jeg skulle ikke stå for personale. Jeg skulle bare være der, for det der med at ligge alene, når man har det sådan, er noget rigtig skidt. Så at komme ud med alle sine ansatte og frivillige, og der er fest og glade dage, fungerede. Det var noget med lige at skrue ned for alkoholen, for for meget alkohol er heller ikke godt, når man har for meget rod i hovedet, siger Gorm Wisweh og fortsætter:

- Jeg arbejdede det, jeg kunne, og så resten af tiden hørte jeg musik og sås med nogle venner. Så det var mit eget tempo, men jeg kom ud ad døren et sted, hvor jeg blev aktiveret, og hvor min hjerne blev aktiveret, så tankerne ikke bare cirklede rundt. Så det var den første del af min heling, og så havde jeg sommerferie efter festivalerne, så det var hjem til mors kager og holde ferie på Bornholm og kigge på Østersøen og gå en tur i sandet, og så kommer det helt af sig selv. Det hjælper at trække stikket, fortæller tv-kokken, der også har fundet stor støtte hos sin kone og børn.

Se også: Skuffede dommere til Pizza-Gorm: - Mit hjerte bløder for jer

Tv-kokken fortæller, at det for ham har haft en positiv effekt at tale om stressen.

- Humlen er også at være god til at snakke om det, for der er intet, der er åndssvagt. Du føler dig åndssvag, for 'hvorfor kan jeg ikke komme ud ad døren?', 'hvorfor kan jeg ikke komme ud ad min bil'? Det er sådan nogle mærkelige ting. Men det at få talt med nogen hjælper, fortæller han og fortæller, at han i perioder har haft svært ved at sige nej til sit job.

- Men det er kun én selv, der ikke kan finde ud af at sige nej. Man gør det jo kun mod sig selv. Det er også derfor, at resten af 2019 bliver stille. Jeg har med vilje ikke taget særlig meget ind, og så honorerer jeg selvfølgelig alle de aftaler, jeg lavede i forsommeren, og ud over det er det meget ro på, afslutter han.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere