Tv-kok i sit livs mareridt: Brød grædende sammen på kantstenen

Christel Pixie fik stjålet manuskriptet til sin kommende bog, to dage før den skulle afleveres

Christel Pixi har udover 'Vild med dans' også været med i programmet 'Over Atlanten', hvor en række kendte - som navnet antyder - sejlede over Atlanten. Foto: Tariq Mikkel Khan
Christel Pixi har udover 'Vild med dans' også været med i programmet 'Over Atlanten', hvor en række kendte - som navnet antyder - sejlede over Atlanten. Foto: Tariq Mikkel Khan

På tirsdag udkommer dessertkokken Christel Pixi - der blandt meget andet er kendt fra Go' Morgen Danmark og senest sin deltagelse i 'Vild med dans' - med en ny bagebog med titlen 'Pixis kager'.

At bogen når at udkomme i tide inden den vigtige julehandel, er dog lidt af et mirakel,

Pixi blev nemlig i sommer udsat for et tyveri, hvor det færdige bogmanuskript blev stjålet fra hendes cykel, blot to dage før det skulle afleveres til forlaget.

- Det var to dage inden min deadline, og jeg havde sammen med min søn været ude på min båd hele weekenden, hvor der ikke er noget wi-fi for at få skrevet de sidste ting færdigt. Jeg havde taget min harddisk med derud, så jeg kunne sikkerhedskopiere det til den fra den bærbare. På vej hjem stopper jeg for at købe en kop kaffe med min søn, der er faldet i søvn i Christiania-cyklen, siger Christel Pixi til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Da jeg stopper, pakker jeg lige om i den proppede cykel og tager min computer, bærbare harddisk og telefon over i en mulepose, så jeg kan tage det med mig for at sikre, at det ikke bliver stjålet.

Kaffepausen bliver dog en del mere dramatisk end planlagt, da hun opdager, at hendes spritnye computer og tilhørende eksterne harddisk er væk.

- Jeg synes ikke engang, jeg kigger væk på noget tidspunkt, men da jeg så skal ind på caféen for at tisse og vil tage min taske med de vigtige ting med mig, så er de væk. Så går det op for mig, at der simpelthen er nogen, der har taget det fra min cykel, mens min søn har ligget og sovet i den, siger hun.

Det værste mareridt
Christel Pixi har i sit liv og karrriere været ude for lidt af hvert - blandt andet en hård sejltur over Atlanten - så hun er ikke sådan lige at få ned med nakken, men tyveriet fra cyklen, hvor hendes søn lå og sov, var alligevel for meget af det gode.

- Jeg satte mig decideret ned på kantstenen og græd, og der skal altså meget til at presse mig derud. Det er det værste mareridt, jeg har været udsat for. Jeg havde ikke backet noget op i skyen, selv om min redaktør havde rådet mig til at skrive i Google Docs i stedet for i Word. Så alt andet end det allerførste kapitel forsvandt. Det var stort set hele bogen, jeg mistede.

Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen i 'Vild med dans'. Foto: Mogens Flindt
Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen i 'Vild med dans'. Foto: Mogens Flindt
 

Heldigvis for den uheldige tv-kok havde hun mange af opskrifterne liggende rundt omkring på håndskrevne noter og på sin blog, hvor de er publiceret på engelsk.

Fra forlagets side blev der givet udsættelse i forhold til den oprindelige deadline og sat ekstra redaktører på opgaven, så bogen kunne nå at blive færdig inden jul.

Bogen kommer i handlen på tirsdag, men computeren er stadig ikke dukket op.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere