Tv-lægen har kræft: Sådan går det i dag

Charlotte Bøving vil nyde de gode dage i stedet for at fokusere på det negative

- Jeg vil gerne deltage i et interview, men vær forberedt på, at jeg ikke vil være med på en vanvittig forside, der handler om, at jeg skal dø af kræft. Det er simpelthen imod min grundlæggende livsindstilling.

Sådan lød det indledningsvis fra tv-lægen Charlotte Bøving, som blandt andet er kendt fra DR2-programmet 'Lægen flytter ind', da Ekstra Bladet henvender sig for at få en status på hendes sygdom. I november stod hun frem og fortalte, at hun er blevet ramt af tarmkræft. Sygdommen kan ikke kureres, og derfor ved hun, at hun kan dø af kræft, men det er ikke det samme som, at det sker.

- Ingen ved, hvad de skal dø af, derfor er det imod min filosofi, at man siger ’Jeg skal dø af kræft’. Kræften vil afkorte mit liv i leveår, men det er ikke sikkert, at det er det, jeg dør af. Jeg kan få en blodprop i morgen, lyder det venligt fra Charlotte Bøving, da Ekstra Bladet ringer hende op.

Se også: Tv-læge fik kræft-besked: - Jeg tænkte 'fuck'!

Stemmen lyder frisk og fyldt med energi. Charlotte Bøving er på vej hjem fra klinikken i Varde, mobilen er blevet tilsluttet en powerbank, så den ikke pludselig går ud, og man kan næsten høre hende smile gennem telefonrøret, hvilket står i skærende kontrast til den uhelbredelige kræftsygdom, der florerer i hendes krop.

- Jeg har besluttet mig for at nyde alle de gode dage, jeg har tilbage, og ikke bekymre mig ved at fokusere på det negative. Der er ikke noget indgreb, der kan ændre mit sygdomsbillede, men det at jeg hver dag beskæftiger mig med noget, jeg brænder for, det gør, at man hele tiden oppebærer et positivt mindset, forklarer hun.

- Men hvad er status på kræftsygdommen?

- Status er, at jeg har to metastaser i bughulen, som man gerne har villet fjerne på Rigshospitalet. Det har ikke kunnet lade sig gøre. Jeg må vente på, at mine tumorer vokser sig store nok til, at man kan se dem med det blotte øje, og så kan man foretage et indgreb. Jeg skal skannes hver tredje måned, og når de har en størrelse på to centimeter, så sprætter de mig op.

Charlotte Bøving i tv-programmet 'Lægen flytter ind'. Foto: DR
Charlotte Bøving i tv-programmet 'Lægen flytter ind'. Foto: DR
 

Meget afklaret
Kræften kan ikke helbredes, for al erfaring viser, ifølge Charlotte Bøving, at den vil vende tilbage igen. Hun understreger dog flere gange, at hun har det godt. Hun passer sit arbejde, sine foredrag og tv-jobs, og det positive ved denne kræfttype er, at den vokser meget langsomt. Det negative er, at de to metastaser danner hormoner, der kan skade eksempelvis lungevævet, hjerteklapper og tarmvævet på grund af bindevævsdannelse.

- Det ærgerlige ved min kræftform er, at den kan lave så meget skade, og det har jeg det træls med. Men lige pt. kan jeg føre en helt normal tilværelse, siger hun.

Se også: Tv-læge ramt af alvorlig kræft

Tv-lægen sørger selv for at gøre sin del. Hun får sin nattesøvn, spiser sundt, motionerer, omgås positive relationer og passer sit arbejde, som hun elsker. Sådan har hun altid levet, og hvis kræftsygdommen har gjort noget, så er det at bekræfte hende i, at det er den rigtige måde for hende at leve livet på.

- Jeg er meget afklaret omkring min situation, og jeg er generelt meget livsydmyg. Jeg beskæftiger mig hver dag med alvorligt syge mennesker, der har fået alvorlige diagnoser og ved, de skal dø. Siden min egen far blev ramt af kræft for 10 og et halvt år siden, han døde sidste år, har jeg valgt at tage én dag ad gangen, forklarer Charlotte Bøving.

Døde i går
Og så gælder det om at sætte tingene i perspektiv.

- En af mine egne patienter fik stillet en kræftdiagnose for tre og en halv måned siden, og hun døde i går. Så jeg er faktisk en af de heldige, og det er værd at huske på, når man sidder og piver, siger tv-lægen, der nægter at male fanden på væggen på grund af en kræftdiagnose.

- Jeg er omgivet af fantastiske mennesker, elsker mit arbejde og synes selv, at jeg har et fantastisk liv. Skulle jeg dø i morgen, så har jeg fandeme haft et godt liv. Jeg er altid gået efter alt, jeg gerne har villet. Altid.

Fremover skal Charlotte Bøving skannes på Rigshospitalet hver tredje måned for at se, hvordan kræften udvikler sig. Næste skanning er til marts, og indtil da går livet sin vante gang. Præcis som det gjorde inden kræftdiagnosen.

- Jeg har tænkt mig at fortsætte med alt det, jeg brænder for. Passe min klinik, lave tv og afholde foredrag. Hvis min situation ændrer sig, eller kræfterne pludselig begynder at slippe op hurtigere end normalt, så må jeg tage stilling til det til den tid, siger hun.

Mest læste i flash!
Hent flere