Tv-vært får karantæne fra Facebook: - Det er grotesk!

DR-værten Abdel Aziz Mahmoud er blevet udelukket af det sociale medie på grund af en statusopdatering

Abdel Aziz Mahmoud har fået karantæne fra Facebook. Foto: Philip Davali
Abdel Aziz Mahmoud har fået karantæne fra Facebook. Foto: Philip Davali

Et opslag, der havde til formål at sætte fokus på dobbeltmoral og manglende ligeværd, har resulteret i, at tv-vært og forfatter Abdel Aziz Mahmoud har fået karantæne fra Facebook, hvor han har flere end 40.000 følgere.

Fredag skrev den 34-årige journalist en opdatering, der ifølge ham selv handler om hykleri. Hans status, som kan læses i sin fulde længde herunder, blev vel modtaget af hans mange følgere på Facebook og delt omkring 1000 gange. 

- Der var ikke nogen særlig anledning, men jeg havde lige læst om #Time'sUp og kom til at tænke på, at der sker rigtig mange ting lige nu omkring køn. Tænk, hvis man syntes, at det sagde noget om danskerne. Det mener jeg jo ikke, men når nogen kæfter om, hver gang der er nogle udlændinge, der gør noget forkert - også selvom de er overrepræsenteret i nogle statistikker - så skal du også mene det samme, uanset hvilken baggrund folk har, fortæller han til Ekstra Bladet.

- Du må godt fare op, når det gælder udlændinge. Så skal du bare også gøre det, når det gælder andre, konstaterer han.

flash - 12. aug. 2016 - kl. 15:27 Dette billede gav Rachlin karantæne

Koordineret angreb
Abdel Aziz Mahmoud har indtryk af, at langt størsteparten af hans følgere forstod hans budskab, der bliver leveret med en god portion ironi, men pludselig lørdag aften begynder han at få mange 'modbydelige' kommentarer på én gang.

- Det føltes koordineret, for der var ellers faldet ro på, vurderer han og tilføjer, at han på grund af det store kvantum begynder at blokere folkene bag de værste kommentarer.

Han blev opmærksom på, at den første del af hans indlæg var blevet delt på en blog - uden man havde fået pointen i slutningen med.

Søndag morgen fulgte så nyheden om, at hans indlæg var blevet fjernet, og at han har tre dages karantæne fra Facebook.

- Det er jo absurd, at et indlæg om ligeværd skulle være krænkende, så jeg har grund til at tro, at det er et koordineret angreb, hvor mange på én gang har markeret det som krænkende, mener han.

Facebooks regler for hadefulde udtalelser

Facebook fjerner hadefulde udtalelser, der omfatter indhold, som angriber folk direkte på baggrund af:

•Race

•Etnisk tilhørsforhold

•National oprindelse

•Religiøst tilhørsforhold

•Seksuel orientering

•Køn eller kønsidentitet

•Alvorlige handicap eller sygdomme

Organisationer og personer, der promoverer had mod disse beskyttede grupper, er forbudte på Facebook. Som tilfældet er med alle vores regler, er vi afhængige af, at vores fællesskab anmelder sådant indhold til os.

Kilde: Facebooks retningslinjer

Se også: DR-stjerne tilbageholdt: Forhørt i flere timer

- Jeg synes, det er morsomt, at såkaldte islamkritikere kan påberåbe sig ytringsfrihed hver gang, de er på grænsen til racistiske ytringer - samtidig med, at jeg skal fjernes fra Facebook. Jeg synes, det er helt fint, hvis folk gerne vil debattere med mig, men at jeg ikke må komme til orde - det, synes jeg, er vildt barnligt, lyder det fra Mahmoud, der er aktuel i radioprogrammet 'Shitstorm' på P1.

- De er effektfulde, når de går sammen - de dér racister, konstaterer han.

Abdel Aziz Mahmoud har ikke været i kontakt med Facebook omkring sin karantæne udover den standardbesked, han har modtaget.

- Jeg tror, det er en maskine, der har besluttet det. Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke kan anke dommen, så et rigtigt menneske kan få lejlighed til at vurdere det. For tænk nu, hvis vi alle sammen gik sammen i forskellige grupper, der hver især skyndte os at anmelde dem, vi ikke kunne lide. Det går jo ikke.

Ta' en tudekiks!
Han undrer sig over den manglende systematik bag karantænen. Efter han selv blev udelukket fra Facebook, begyndte hans følgere nemlig at dele et screendump af hans originale tekst på deres profiler. Og her er det vidt forskelligt, om de også har fået karantæne og - hvis de har - i hvor lang tid.

Blandt andre er komikerne Anders Fjeldsted og Omar Marzouk kommet i karantæne over at dele Mahmouds opslag.

- Jeg er med, at mange vil sige: 'Åh, tag da en tudekiks, så lad da være med at være på Facebook, hvis du ikke kan overholde deres regler'. Men jeg overholder jo netop deres regler, slår han fast.

Facebook afviser
Abdel Aziz Mahmoud hævder, at det er et koordineret angreb fra flere brugere på Facebook, der har nu har gjort, at opslaget er slettet, og at han har fået karantæne.

Facebook er nu vendt tilbage på Ekstra Bladets forespørgsel, og de skriver i en e-mail:

'Ideen om at det er fjernet pga. masseanmeldelser kan afvises. Vi fjerner kun indhold, der overskrider vores retningslinjer, uanset antallet af anmeldelser', skriver Facebook i en e-mail til Ekstra Bladet.

Samtidig oplyser det sociale netværk, at man nu vil kigge på sagen.

'Hvis vi har begået en fejl, vil den blive rettet', skriver de i e-mailen.