Tv-vært langer ud efter Joy Mogensen

Tv-værten Anders Breinholt langer ud efter Joy Mogensen i kølvandet på rapperen Nikolines grænseoverskridende musikvideo

Anders Breinholt går i kødet på kulturministeren. Arkivfoto: Stine Tidsvilde
Anders Breinholt går i kødet på kulturministeren. Arkivfoto: Stine Tidsvilde

Den kontroversielle rapper Nikolines nye, provokerende musikvideo har skabt røre i andedammen.

Rapperen Nikoline og kulturminister Joy Mogensen (S) er nemlig ikke enige, når det gælder kunstens rammer.

Musikeren Nikoline havde købt web-adressen med kulturministerens navn for at bruge den til distribuering af sin nyeste musikvideo, hvor sex og nøgenhed indgår, og det faldt ikke i god jord.

Se også: Nikolines kække svar til Joy

Den omtalte debat har fået flere til tasterne.

En af dem er Tv-værten Anders Breinholt, der bestemt ikke er begejstret for kulturministeren.

Han mener, at hun burde bruge mere tid på at varetage kulturen fremfor internetdomæner. I et opslag på Instagram sender han en stikpille til Joy Mogensen.

'Der er tilsynelandende langt fra at være populær borgmester i Roskilde til at være en god kulturminister. Ps: Hey Joy? De musikere der spiller på den festival i den by der har ‘gjort dig fed og populær’ har brug for din hjælp... hvis du ellers gad passe dit arbejde og gøre din indflydelse gældende PPS: Væddemål: Joy Mogensen er helt sikkert ikke minister efter første ministerrokade', skriver Anders Breinholt i et Instagramopslag.

Krigen mellem Joy og Nikoline
Joy Mogensen vil ikke finde sig i, at hendes navn misbruges og Nikoline mener, at hun blot udfolder det kvindelige begær.

- Imens nogen synes, det er upassende at snakke om kunst i disse tider, synes jeg, det er vigtigere end nogensinde. Så på den her måde hjælper jeg lige Joy med at få kunsten på dagsordenen. Selv tak, siger Nikoline til Ekstra Bladet.

Det har fået Socialdemokratiet op af stolen, der på Joy Mogensens vegne har bedt om at få domænenavnet overdraget.

'Kunstnerisk frihed og ytringsfrihed er fundamentale værdier. Og man må lave alle de provokationer, man vil. Men man bør ikke gøre det i andres navn. Det er et principielt spørgsmål her, nemlig at alle mennesker har ret til at bestemme over, hvordan deres eget navn bruges på nettet', skriver Joy Mogensen til Ekstra Bladet.

Se også: For fræk til Youtube: Dansk musikvideo fjernet

'I modsætning til ministeren har jeg formået at sætte kunst øverst på dagsordenen. Det er forbløffende, at hun ikke for længst har sendt mig en Merci-chokolade og et kæmpe tak,' lyder det fra Nikoline.

Det er ikke første gang, at kunstnere laver provokerende og grænseoverskridende musikvideoer. Her kan du se de mest grænseoverskridende musikvideoer (+).

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Anders Breinholt, men han har ikke yderligere kommentarer til opslaget.