Tv-vært stiller op i 'Vild med dans'

Emil Thorup er klar til at trække i dansetøjet til efteråret

Emil Thorup skal være med i årets udgave af 'Vild med dans'. Foto: Jonas Olufson
Emil Thorup skal være med i årets udgave af 'Vild med dans'. Foto: Jonas Olufson

TV2 har disse dage travlt med at afsløre, hvilke mere eller mindre kendte danskere, der har sagt ja til at danse med i 15. omgang af 'Vild med dans'.

I går afslørede tv-stationen, at den tidligere Eurovision-vinder Emmelie de Forest vil være at finde på dansegulvet til september, og i dag er det så Emil Thorup, der meldes danseklar.

'Gæt hvilket program jeg har sagt ja til at være med i til efteråret,' skriver han på sin Instagram-profil.

Se også: Emil Thorup var på Nautilus: - Han virkede som en fredelig og passioneret fyr

Til tv2.dk forklarer han, at både hans venner og familie er temmelig skeptiske omkring hans evner på et dansegulv, men at det nærmest har givet ham blod på tanden.

- Jeg har store ambitioner, men nogle gange er ambitionerne større end evnerne. Det må vi se, lyder det fra den 34-årige tidligere tv-vært.

Han indrømmer da også, at han ikke har helt styr på sin 'moves'.

- Det er ikke fordi, jeg hader det. Men jeg har ikke nogen teknik, jeg praktiserer. Der handler det meget om at stå og trampe lidt. Jeg føler klart, jeg har rytmen, men jeg har ikke rigtig kontrol over mine - i øvrigt meget lange - lemmer, slår han fast.

Thorup blev i første omgang kendt fra programmet 'Popstars' og senere som Casper Christensens assistent.

Siden hen har Thorup bevist, at han også kan selv og bruger i dag det meste af sin tid på at designe møbler for sit eget firma Handvärk og huse.

Privat danner Emil Thorup par med Klara Nygaard. Foto: Anthon Unger
Privat danner Emil Thorup par med Klara Nygaard. Foto: Anthon Unger

Thorup danner par med den 14 år yngre Klara Nygaard, som han mødte på Instagram.

Parret bor sammen i København.

Se også: Løj Emil Thorup om frakendt kørekort? Her er hans søforklaring

Mest læste i flash!