Tv-vært trak stikket: Var som en slatten karklud

Mette Cornelius måtte med et skrantede helbred fjerne sig fra skærmen i frygt for at skade sit ufødte barn

Mette Cornelius regner med at være tilbage om et års tid, når hun vender tilbage fra sin barsel. Foto: Ritzau Scanpix
Mette Cornelius regner med at være tilbage om et års tid, når hun vender tilbage fra sin barsel. Foto: Ritzau Scanpix

Når det danske fodboldlandshold tropper op på grønsværen på lørdag, bliver det ikke med Mette Cornelius som vært.

Som fodboldfans måske har bemærket, har den 37-årige Kanal 5-vært været væk fra skærmen i månedsvis, efter hun måtte sygemelde sig i sensommeren på ubestemt tid måneder før sin barsel i næste måned.

Mette Cornelius, der har fodbold som stofområde, fortæller ærligt over for Ekstra Bladet, at hun var energiforladt, plaget af kvalme og halsbrand i sådan grad, at hun begyndte at frygte for sit kommende barn.

Se også: TV-vært og FCK-boss jubler: Så meget tjener de på boligsalg

Det skrantende helbred stod værst til i sensommeren, kort efter Superligaen blev sparket i gang.

- Da jeg kom hjem fra arbejde, var jeg som en slasket karklud og havde ikke overskud til hverken mig selv eller mine to børn, siger Mette Cornelius.

Tv-værten har to børn med FCK's pressechef, Jes Mortensen, som hun også er gift med.

Konstant kvalme
Mette Cornelius var ellers netop stemplet ind på arbejdspladsen efter en tiltrængt ferie.

Efter få dage tilbage på job kunne hun dog mærke de selvsamme symptomer, der også havde tynget hende i månedsvis inden ferien.

- Jeg havde kontant kvalme, var utilpas og havde halsbrand. Det var en følelse af underskud i dagene efter en udsendelse.

- Jeg husker, at jeg fik opkast i munden, fem minutter efter en udsendelse, og der tænkte jeg, at det kunne jo lige så godt ske midt under en udsendelse, siger Mette Cornelius.

Med lægens anvisning så Mette Cornelius ingen anden udvej end at sygemelde sig.

- En ting var, hvad jeg selv kunne klare. Noget andet er, at jeg kunne skade den lille, og på jobbet var der total forståelse for, at jeg trak stikket, fortæller hun.

Hård graviditet
Hun tror, at det skrantende helbred skyldtes en fortravlet hverdag, det ekstra pres, der hviler på hendes skuldre, når hun går live igennem ud til tusindvis af danskere, og ikke mindst graviditeten.

- Det kan så godt være, at der ligger noget i mit arbejde - noget stress, der fremmer, at jeg får det så dårligt. Jeg er også ældre, end de to første gange, jeg var gravid.

- Det er måske summen af det hele, fortæller Mette Cornelius.

Se også: Anklaget for omsorgssvigt: Dansk tv-vært angrebet i søns børnehave

Mette Cornelius fortæller, at hun i begyndelsen døjede med at være sygemeldt.

- Da jeg meldte mig syg, fik jeg det med det samme bedre, og følelsen af at være sygemeldt, men faktisk gå rundt derhjemme og have det helt okay - den har været svær.

- Der skulle jeg lige over en periode, hvor jeg følte, at jeg snød, fortæller Mette Cornelius.

Mette Cornelius har termin i november og regner med at være tilbage i tv-studet, når EM-kvalifikation i fodbold begynder igen.

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen