TV2-boss under kritik: - Pure nonsens

Tv-stationens nyhedschef får drøje hug for at gøre ansatte inhabile i sager om sexisme i mediebranchen

Sagen kort: Sofie Lindes #MeToo til Zulu Comedy Galla. Billeder/Produktion: Ritzau Scanpix/Maya Westander

Twitterfolket går i flæsket på TV2’s nyhedschef, Jacob Kwon, der tidligere i dag nedlagde dom over kanalens journalister:

Hvis man har skrevet under på støttebrevet til Sofie Linde, kan man ikke længere dække sagen om sexisme i mediebranchen for TV2.

Man er inhabil.

- Vi bakker virkelig op om det her initiativ, og vi er glade for, at det kommer frem nu.

- Men hvis man offentligt tilkendegiver en holdning til en sag ved en underskriftsindsamling, så er man som udgangspunkt inhabil og kan ikke dække sagen, sagde Jacob Kwon til fagbladet Journalisten tidligere i dag.

Støttebrev til Sofie Linde

Kære Sofie Linde

Tak for, at du havde modet til at tale højt. Vi har set med fra sidelinjen længe nok, og nu taler vi sammen med dig.

Du fortæller, hvordan du oplevede en sexistisk kultur blandt nogle mænd, da du startede i mediebranchen.

Du har ret. Vi oplevede det også.

Du fortæller, at der stadig er grund til at sige til de yngre generationer, at man godt må sige nej, fordi kulturen stadig findes blandt nogle mænd.

Du har ret. Vi oplever det også.

Vi har alle oplevet det i større eller mindre grad i løbet af vores karriere. Upassende bemærkninger om vores udseende eller påklædning. Lumre beskeder. Grænseoverskridende fysisk adfærd. Advarsler om, at der er enkelte mænd, vi skal undgå til julefrokosten.

Det skete engang. Det sker stadig.

Mange har afkrævet dig svar på, hvem “den store tv-kanon” er. Du har fra starten insisteret på, at det vil du ikke sige. Fordi det her ikke bare handler om en enkelt mands grænseoverskridende opførsel for 12 år siden.

Du har ret. Debatten må ikke strande der.

Den rækker nemlig langt ud over en enkelt episode og en enkelt person. Det ved vi. Vores ærinde er at flytte debatten væk fra om det sker og i stedet tale om, at det sker, og hvad vi sammen skal gøre for at stoppe det.

Vi får at vide, at døren altid er åben. At vi skal gå til ledelsen, hvis vi oplever noget grænseoverskridende. Men i den opfordring ligger hele udfordringen - for hvorfor er det egentlig ikke de grænseoverskridende mænd, I taler til? Ansvaret for at stoppe det her ligger i første omgang hos dem, der ikke kan finde ud af, hvor grænsen går.

Og dernæst ligger det hos arbejdspladserne, som skal skabe tydelige rammer, der gør det trygt for en ung kvinde at sige fra og tale højt uden at frygte for sin karriere. Og hos os, der er vidne til noget og intet siger.

Dem, der mener, at denne sexistiske kultur ikke længere eksisterer, tager fejl. Hverdagssexismen findes stadig blandt nogle mænd i mediebranchen, men også i andre brancher og på andre typer af arbejdspladser. Mange tænker desværre stadig, at “sådan er det bare” - og det er dén kultur, hvor sexistiske bemærkninger ikke for alvor bliver set som et problem, vi vil gøre op med.

Du har ret, Sofie Linde. Vi skal turde tale højt om den sexisme, der finder sted, så vi kan finde ud af, hvordan vi kommer den til livs.

(Kilde: Jyllands-Posten)

Leif Donbæk, der er jurist og meningsdanner hos Ekstra Bladet, kalder TV2’s beslutning nonsens:

’I al stilfærdighed fra en, der lever af habilitet i en noget mere hidsig udgave end den medieerne normalt praktiserer, så er det her altså pure nonsens’, skriver han på Twitter.

Skribent på Weekendavisen Søren K. Villemoes, perspektiverer til fodboldens verden:

’Hvis en sportsjournalist selv spiller fodbold i sin fritid og oplever at blive tacklet bagfra, synes jeg godt lige, at man skal overveje, om man stadig kan reportere neutralt om fodbold’, skriver han.

DR-radiovært Sandie Westh melder sig også i koret af kritikere:

’Må homoseksuelle heller ikke dække LGBT-på TV2, Jacob Kwon?’

Jacob Kwon deler ifølge Politiken sin holdning med Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, Jyllands-Postens Jacob Nybroe og Peter Orry fra Jysk Fynske Medier.

Nordjyske, Politiken og DR mener ikke, at medunderskrivere er inhabile i afdækningen af sagen om sexisme i mediebranchen, skriver fagbladet.

Jacob Kwon har efter sin udtalelse over for Fagbladet Journalisten præciseret, at man som udgangspunkt ikke kan arbejde med støttebrevssagen, hvis man har skrevet under.