TV2-kendis overfuset af flyttemand: - Fuck dig

Mette Helena Rasmussen har haft en meget ubehagelig oplevelse med et dansk flyttefirma

Mette Helena Rasmussen har haft en meget ubehagelig oplevelse med et flyttefirma. Foto: Nanna Navntoft
Mette Helena Rasmussen har haft en meget ubehagelig oplevelse med et flyttefirma. Foto: Nanna Navntoft

Da Mette Helena Rasmussen, der blandt andet er kendt for TV2-programmerne 'Nybyggerne' og 'Loppe Deluxe', forleden skulle have flyttet nogle ting fra Jylland og til sin butik, Retro Villa, i København, gik det langt fra så nemt, som hun havde håbet på.

Hun valgte at få flyttet sine ting med Viby Transport, men det skulle hun tilsyneladende aldrig have gjort.

- Jeg havde brug for at få flyttet nogle ting fra Jylland, og i den forbindelse gik jeg på flyttetilbud.dk. Her skal man beskrive den opgave, man vil have udført, grundigt. Det gør jeg.

- Jeg skriver, at jeg har 20 flyttekasser, et par reoler og malerier. Der tikker flere tilbud ind, og jeg vælger så det billigste. Det er Viby Transport. Jeg takker ja til tilbuddet, og jeg tænker ikke på at tjekke anmeldelser, siger Mette Helena til Ekstra Bladet.

Se også: 'Ligner god, gammeldags fup': Tilbudsportal foreslår familiens egne firmaer

Men blot kort tid efter, at Mette Helena Rasmussen havde sagt ja til, at Viby Transport skulle fragte hendes ting, begyndte problemerne.

- Viby Transport tager kontakt til mig, fordi vi skal aftale, hvornår tingene skal afhentes og afleveres. Her går der så et forløb i gang, hvor det er svært at lande en aftale om, hvornår de skal komme med tingene. Vi bliver ved med at lave aftaler, og så får jeg at vide, at det ikke kan lade sig gøre på det tidspunkt alligevel, siger Mette Helena Rasmussen.

Se også: Tidligere DR-vært udskrevet til rørende hilsen

- Derudover kontakter de mig pludselig og siger, at det kommer til at koste 500 kroner mere at få leveret mine ting, fordi jeg har flere ting, end hvad jeg havde angivet. Jeg skriver, at jeg forventer, at tilbuddet bliver overholdt, fordi jeg meget nøjagtigt har beskrevet, hvad der skal flyttes. Jeg fik så en sms, hvor der stod, at jeg bare skulle være glad og føle mig heldig, fordi det kunne have været meget værre. Allerede der tænker jeg, at det var meget mærkeligt, siger hun.

Foto: Privat
Foto: Privat
 

Efter Mette Helena Rasmussen havde ventet et par dage, hvor hun og flyttefirmaet ikke var kommet til enighed om, hvornår tingene skulle leveres eller fået afklaring omkring pris, ankommer flyttemanden med tingene.

Leveringen foregår ifølge Mette Helena Rasmussen langt fra gnidningsfrit.

- Egentlig starter det med at forløbe helt fint. Jeg tænkte, at de havde forstået, at jeg ikke ville betale mere, end hvad vi først havde aftalt. Jeg undrer mig dog lidt over, at der er mange møbler i flyttebilen, og at flere af dem er væltet og gået i stykker. Det er mærkeligt. Men jeg får mine ting ud, og de ser fine ud, siger hun.

- Men det er så her, at der opstår en anspændt situation. Jeg siger 'tak for hjælpen' og vil klare betalingen, og så beder jeg om en faktura. Men flyttemanden bliver ved med at insistere på, at han skal have pengene med det samme med MobilePay, straksoverførsel eller kontant. Jeg siger, at jeg har et selskab, og at jeg skal have en faktura. Men han vil ikke køre, før han har fået pengene på den måde, så jeg sætter mig ind i bilen og betaler.

Se også: Tv-vært i vildt byggeprojekt: Sådan går det

Laver anmeldelse
Efterfølgende modtog Mette Helena Rasmussen en besked, hvori hun af flyttefirmaet blev opfordret til at evaluere hendes oplevelse. Det besluttede hun sig for at gøre.

- Jeg har jo fået mine ting. De er kommet frem. Men det har været besværligt, kommunikationen har været dårlig, og det har været dårlig stil. Det har bare ikke været den fedeste oplevelse, så jeg giver to ud af fem stjerner.

Herefter begyndte ejeren af firmaet, Osman Secmen, ifølge Mette Helena Rasmussen at tage kontakt til hende, og det var langt fra pæne ord, han havde på hjertet.

Foto: Privat
Foto: Privat
 

- Han skriver blandt andet 'fuck dig', 'fuck din mand' og 'sut min pik'. Jeg svarede ikke på det, men det fortsatte. Han skriver, at jeg skal fjerne min dårlige bedømmelse. Jeg bliver meget chokeret over de her beskeder, for de fortsætter, og jeg tænker bare 'gud, hvor er det grotesk', siger hun om beskederne, som Ekstra Bladet har set.

Du kan se et billede af en af sms'erne, som Mette Helena har delt på sin Instagram-profil, her:

Truer hende
De ubehagelige beskeder fik Mette Helena Rasmussen til at undersøge Viby Transport nærmere.

- Jeg tjekker så op på hans firma på Trustpilot, og der kan jeg se, at han har fået mange rigtig dårlige anmeldelser. Så jeg vælger at skrive en anmeldelse der også, hvor jeg også fortæller om beskederne. Det gjorde ham endnu mere vred.

- Han bliver truende, for han skriver, at han kommer i København hver dag, og at jeg skal passe på. Der blev jeg virkelig utryg, og så ringede jeg faktisk til politiet og talte med dem om det, og de har noteret det som en hændelse. Jeg blev virkelig, virkelig utryg og nervøs, siger Mette Helena.

Se også: Dobbelt op på Riising: - Jeg skal ikke konkurrere med mig selv

Siden da har hun ikke hørt fra Osman Secmen, der dog valgte at lave en negativ anmeldelse af hendes butik, Retro Villa, på Trustpilot umiddelbart efter.

- Her skrev han, at jeg var et svin, siger en rystet Mette Helena Rasmussen.

Mange sure kunder

På Trustpilot har Viby Transport fået en lang række negative anmeldelser.

'En virksomhed jeg på ingen måde vil anbefale til nogen. Ejeren afpresser penge ud af en, selvom man har lavet en klokkeklar aftale om pris, men pludseligt koster det ekstra. Virksomheden er ren fusk. Kan ikke anbefales til nogen', skriver en mandlig bruger.

'Elendigt firma, der for det første ikke udfører det aftalte arbejde for kunden, og når de bliver konfronteret med det, truer de folk med, at det bliver værst for dem selv. Flyt ikke med dette uhæderlige firma', skriver en anden.

'Hun er et svin'
Da Ekstra Bladet fanger Osman Secmen over telefonen, har han ikke meget tilovers for Mette Helena Rasmussens kritik.

- Hun er en dårlig person. Hun er et svin. Jeg forsøgte at hjælpe hende og sagde, at hun havde tre muligheder: MobilePay, straksoverførsel og kontanter. Så hvad er problemet? Hvorfor skal hun klage alle mulige steder?, siger han til Ekstra Bladet.

Han anerkender, at han har skrevet flere grimme ting til Mette Helena Rasmussen, selvom han for længst har fået sine penge. Men han fortryder dem langt fra.

- Jeg har skrevet, at hun kan sutte min pik, ja. Hvorfor skriver hun, at hun har en dårlig oplevelse? Fordi hun er sur, og fordi jeg har sort hår, og hun har hvidt, siger han, inden han smider røret på:

- Jeg gider ikke at snakke mere med dig. Farvel.

Vil tjekke næste gang
Hos Mette Helena Rasmussen har episoden dog sat tankerne i gang.

- Jeg var naiv, at jeg ikke tjekkede op på firmaet inden, at jeg rodede mig ud i det. Det vil jeg helt klart gøre i fremtiden. Nu bliver jeg fast bruger af Trustpilot, siger hun med et grin.

- Og så har det her også bare lært mig, at man skal huske at rose de gode oplevelser, man har.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere